Forside

Videreuddannelsessystemet for voksne – en ramme for livslang læring




Med finanslovsaftalen for 2000 blev der gennemført en reform af voksen- og videreuddannelserne, som søger at skabe rammer for en livslang læring, der reflekterer arbejdsmarkedets stadigt vekslende kompetencebehov. Artiklens forfatter gør rede for tankerne bag videreuddannelsessystemet for voksne og tegner et billede af, hvor langt man er nået i implementeringen.

[Billede af forfatteren]

Lars Mortensen, Cand. scient. pol., afdelingschef i Undervisningsministeriets departement.

Etableringen af videreuddannelsessystemet for voksne var et meget centralt led i den reform af voksen- og efteruddannelserne, der blev gennemført med finanslovsaftalen for 2000 og udmøntet gennem lovgivning i foråret 2001. Med dette system er søgt skabt en ramme for livslang læring, der er fleksibel og åben i sine muligheder, og som kan systematisere de mange initiativer, der er nødvendige for at imødekomme de stadige ændringer i arbejdsmarkedets kompetencebehov.

På en række punkter indeholder videreuddannelsessystemet for voksne nye elementer, der er en udfordring til de traditionelle opfattelser og vaner i uddannelses- og arbejdsmarkedssektoren. Systemet tager således udgangspunkt i det, den voksne i forvejen har af kompetencer, ikke blot opnået ved uddannelse, men også via arbejdsmæssig erfaring og anden livserfaring, og dette udgangspunkt skal inddrages i undervisningens tilrettelæggelse og indhold, men kan også danne grundlag for, at den voksne skaber sin egen uddannelse. Videreuddannelsessystemets ramme er fleksibel, men en sådan kan imidlertid udmøntes på forskellige måder – også således at det fulde potentiale i systemet ikke udnyttes! Det er derfor nødvendigt med fortsat fokus på hele implementeringsprocessen og den fortsatte udvikling af systemet.

Fra idé til virkelighed
De første spæde tanker til videreuddannelsessystemet blev formuleret i 1995 i publikationen Voksenuddannelse – Hvad sker der i Undervisningsministeriet, der blev udgivet forud for årets Sorømøde, hvis tema var Voksenuddannelse.

I publikationen1) blev der stillet spørgsmålstegn, ved om ministeriets hidtidige strategi for voksenuddannelse, hvor målet primært var at udbyde elementer/enkeltfag af eksisterende grunduddannelser som åben uddannelse, var tilstrækkelig for at klare fremtidens kompetencebehov. Hvor mange ønsker faktisk at gennemføre en hel grunduddannelse, hvis man i forvejen har uddannelse og/eller er i beskæftigelse? Er behovet ikke snarere korte forløb med jobrelevans? Der peges på, at man bør arbejde videre med spørgsmålet om uddannelsesstruktur, herunder muligheder for modulisering, og voksenkompetencer inden for de videregående uddannelser.

På Sorømødet fremlagde undervisningsminister Ole Vig Jensen en 10-punktsplan for realisering af tilbagevendende uddannelse. Et af punkterne var: ”Voksenuddannelserne udvikles som et Internet, hvor mulighederne er mange, og det hele er forbundet i et dynamisk netværk, som den enkelte kan bruge efter behov og motivation.” Hensigten var at satse på særligt udviklede alternativer for voksne, hvor særlige voksenmoduler fra forskellige uddannelses- og skoleområder kombineres i individuelt sammensatte forløb, der kan, men ikke nødvendigvist skal føre til formel kompetence. Det nævnes, at man kan tænke sig, at der også kan udvikles sammensatte standardforløb.2)

Arbejdet med at realisere dette punkt i 10-punktsplanen varede godt 5 år. Der var tale om en lang proces, hvor de første tanker gennem dialog og debat og almindeligt tankearbejde blev mere og mere konkretiseret. I første omgang udkom i oktober 1996 et Debatoplæg om et nyt parallelt kompetencesystem for voksenuddannelser3). Det førte til en ganske omfattende debat – både engageret og livfuld, og den gjorde alle klogere på en række punkter. Grundlæggende var der en vilje til at arbejde videre med ideerne, men denne velvilje var dog parret med en vis – for ikke at sige stor – skepsis.

I september 1997 udsendte ministeriet en konkretisering og videreudvikling af tankerne i debatoplægget4), og dette dannede så grundlag for en mere forpligtende dialog med en række interessenter med henblik på at nå en fælles forståelse af et videreuddannelsessystem for voksne.

I foråret 1998 nedsattes under Finansministeriets formandskab et udvalg med medlemmer fra Finansministeriet, Arbejdsministeriet og Undervisningsministeriet, der skulle se på hele VEU-området. Udvalget barslede i august 1999 med en rapport Mål og midler i offentligt finansieret voksen- og efteruddannelse.5) Udvalgsarbejdet betød, at arbejdet med et videreuddannelsessystem blev stillet i delvist bero, men i den afsluttende rapport var der en anvisning på, at et nyt videreuddannelsessystem for voksne og et nyt grundlæggende kompetence niveau for kortuddannede kunne være midler til at skabe sammenhæng og fremme en mere målrettet og kompetencegivende voksenuddannelse for især beskæftigede.

Udvalgsrapporten dannede grundlag for det politiske forlig om en VEU-reform, der var en del af finanslovsforliget for 2000, og som udmøntedes i en lovgivning i foråret 2000.

Det færdige system
Videreuddannelsessystemet for voksne skal ses som et middel til at gennemføre den politiske vision/målsætning om, at alle skal have adgang til at lære og videreudvikle kompetencer gennem hele livet. Det betyder, at videreuddannelsessystemet skal være med til at sikre:

  • et relevant udbud af erhvervsrettet uddannelse med henblik på faglig opkvalificering og erhvervelse af nye kvalifikationer, evt. på et højere kompetenceniveau
  • en gennemskuelig uddannelsesstruktur med klare, anerkendte kompetenceniveauer
  • et sammenhængende grund-, efter- og videreuddannelsesstem uden uddannelsesmæssige blindgyder
  • en ramme for fleksibel tilrettelæggelse af uddannelse for voksne, der muliggør, at voksnes behov og muligheder for at kombinere uddannelse med tilknytning til arbejdsmarkedet kan tilgodeses.

Systemet indeholder 4 niveauer, der svarer til det eksisterende grunduddannelsessystems niveauer:

  • Grunduddannelse for voksne (GVU)
  • Videregående Voksen Uddannelse (VVU)
  • Diplomuddannelse
  • Masteruddannelse

Fælles for de fire niveauer er, at erhvervserfaring er et adgangskrav, og at den pædagogiske tilrettelæggelse skal udnytte de voksnes erhvervs- og livserfaring, men derudover er der en række afgørende forskelle mellem det grundlæggende niveau og de tre videregående uddannelsesniveauer. Disse forskelle, der ikke var indeholdt i de første oplæg fra Undervisningsministeriet, skyldes primært hensyn til det traditionelle arbejdsmarked og til den gængse uddannelsestænkning.

Grunduddannelse for voksne
Det grundlæggende niveau svarer til erhvervsuddannelsesniveauet, dvs. faglært niveau, herunder social- og sundhedsuddannelser og landbrugsuddannelser.

GVU er en ramme, hvor erhvervede kompetencer, dvs. kompetencer opnået både gennem uddannelse og kursusdeltagelse og gennem erhvervserfaring eller anden erfaring, kan opsamles og anerkendes, og med supplerende uddannelse kan føre frem til en formel erhvervskompetencegivende uddannelse.

Den enkelte GVU har samme mål og gennemføres på samme niveau som den tilsvarende erhvervsrettede ungdomsuddannelse. Man afslutter med samme eksamener (fx svendeprøve), og man får samme betegnelse (smed, automekaniker, kok, kontoruddannet og social- og sundhedshjælper). Der er således tale om, at den voksne, der ønsker GVU, skal kompetenceafklares i forhold til en given faglært uddannelse og på baggrund heraf får udarbejdet en uddannelsesplan, der angiver de uddannelseselementer (fx AMU-kurser, enkeltfag på VUC eller EUD mv. eller evt. praktikforløb og værkstedskurser), der mangler for, at den pågældende uddannelse kan færdiggøres med afsluttende prøve etc. Det er herefter op til den enkelte at tage ansvar for, hvor og hvornår de enkelte elementer i uddannelsesplanen gennemføres.

En afgørende nyskabelse er jo, at man tager udgangspunkt i faktisk erhvervede kompetencer – og ikke kun merit for formel uddannelse. Kompetenceafklaringen er en væsentlig nyskabelse, der stiller nye krav til skolerne. Det er en udviklingsopgave, som ikke er ganske let, og som næppe endnu kan siges at være løst fuldt ud.

En anden afgørende nyskabelse er, at Arbejdsmarkedsuddannelserne i GVU-ordningen er forudsat at spille sammen med det formelt erhvervskompetencegivende uddannelsessystem i et helt nyt omfang. Elementer af AMU-uddannelserne, der giver merit i erhvervsuddannelserne, forventes således at være den største del af GVU-aktiviteten. GVU-rammen vil således være med til at sikre en stærkere samordning mellem de to uddannelsessystemer.

På GVU-niveau blev intentionerne om, at man kunne sammensætte nye uddannelser eller muliggøre individuelle uddannelser, imidlertid ikke realiseret. Det skyldes primært, at arbejdsmarkedet på dette niveau ikke er modent til at opgive den tætte uddannelsesregulering, hvor uddannelser skal godkendes af de faglige parter, for at de kan etableres. Men arbejdsmarkedet udvikler sig også på dette område, og det må anses for sandsynligt, at dette – i alle tilfælde på nogle erhvervsområder – ikke vil vare evigt.

Hvorledes GVU-aktiviteten vil udvikle sig, er det endnu for tidligt at sige noget om, men konstruktionen er en udfordring for uddannelsesinstitutionerne: standardforløb skal erstattes af en individuel vurdering og uddannelsesplan. Det vil givet vare et stykke tid, før dette virkeligt slår igennem. Dette må følges tæt, bl.a. for at vurdere om der vil være behov for eventuelle justeringer af modellen.

De tre videregående niveauer
På de 3 videregående niveauer (VVU, diplom og master) er der tale om sammenlignelige niveauer i forhold til de videregående grunduddannelser (korte (KVU), mellemlange (MVU) og lange (LVU) videregående uddannelser), men der er ikke tale om ens uddannelser således som ved GVU. De adskiller sig fra uddannelser i det ordinære system, både hvad angår indhold, tilrettelæggelse, længde og profil. De sigter således på at videreudvikle voksnes jobkompetence, hvor uddannelser i det ordinære system tillige sigter på at udvikle studiekompetence. Videreuddannelserne kan i forhold til det ordinære system sigte på at uddanne i dybden, dvs. faglig specialisering inden for det fagområde, hvor deltageren i forvejen har en uddannelse, eller i bredden, dvs. faglig supplering uden for deltagerens eget fagområde.

Der skal ikke ske kompetenceafklaring som ved GVU, idet adgangskrav vil være forudgående uddannelse samt mindst 2 års relevant erhvervserfaring, men det er forudsat, at den indholdsmæssige og pædagogiske tilrettelæggelse skal basere sig på den voksnes erhvervs- og livserfaring. Den skal danne rammerne for et tæt samspil mellem teori og praksis, således at erfaringer kan inddrages og perspektiveres. Dette er også en væsentlig forudsætning for, at disse 1-årige uddannelser kan tilrettelægges i et så relativt komprimeret forløb.

På disse niveauer vil der være to principielt forskellige forløb. Der vil være regulerede forløb, hvor reglerne for uddannelserne er fastsat i en uddannelsesbekendtgørelse, således som det kendes i det ordinære uddannelsessystem. Men der vil også være mulighed for fleksible forløb, hvor uddannelsen er tilrettelagt i en personlig uddannelsesplan inden for nærmere fastlagte rammer. Netop dette element var i de oplæg, der indgik i den forberedende debat- og dialogproces, overordentligt kontroversielt og udsat for en massiv kritik. Hvorledes kunne kvalitet, niveau, progression og sammenhæng etc. sikres, hvis det blev overladt den enkelte studerende selv at sammensætte sin uddannelse? Traditionel uddannelsestænkning i Danmark har jo som udgangspunkt, at systemet, dvs. ministerium, uddannelsesinstitutioner og lærere er klogere og ved bedre, hvad der er den studerendes behov, end den studerende gør. Det gælder også, hvis den studerende er voksen, har en uddannelse i forvejen og i øvrigt en god portion erhvervserfaring! I processen blev det oprindeligt meget vidtgående forslag om frie forløb modificeret til fleksible forløb, som den enkelte selv sammensætter af enkeltfag mv. fra forskellige uddannelsesområder, men hvor uddannelsesinstitutionen vejleder den studerende, godkender en uddannelsesplan, der sikrer en sammenhængende og progressiv faglig profil på niveau, og godkender og bedømmer uddannelsens afsluttende afgangsprojekt.

De fleksible forløb er trods modifikationerne en nyskabelse. Ingen har endnu kunnet nå at afslutte endsige begynde et fleksibelt forløb, så modellens bæredygtighed kan endnu ikke vurderes. Men det bliver næppe foreløbigt den almindelige vej for de mange. Det vil stille store krav til den voksne, der ønsker at give sig i kast med dette – bl.a. for at overvinde de barrierer, der vil være i systemets tankegang, men forhåbentligt er der skabt en ramme, der med tiden kan udvikle sig i takt med, at differentieringen i voksenuddannelsesbehovene øges.

Folkeoplysningens rolle
I debatoplæggende var der lagt op til, at en del af uddannelseselementerne kunne være folkeoplysende, ikke formelt kompetencegivende uddannelse. Udgangspunktet var, at de personlige kvalifikationers betydning vil øges på fremtidens arbejdsmarked, og at disse i lige så høj grad om end ikke i højere grad kan udvikles i den folkeoplysende sektor, fx på højskoler eller på private kurser, fx på lederkurser. Man kan sige, at der blev lagt op til, at ikke-kompetencegivende uddannelse kunne blive en mere eller mindre formaliseret del af det forløb, der fører til formelt kompetencegivende uddannelse. I sig selv blev dette af mange opfattet som en modsigelse eller som en provokation – afhængigt af ståsted.

Intentionerne kunne imidlertid ikke gennemføres. Dette skyldes bl.a., at kravet om en vis bedømmelse/måling af udbyttet blev anset for en central kvalitetssikrende faktor – og hvordan måles personlig udvikling? Desuden er måling for en stor del af den folkeoplysende sektor uacceptabelt. Der er dog en reminisens af de oprindelige tanker tilbage i det nye system, idet man inden for de 3 videregående niveauer har mulighed for, at uddannelseselementer, hvor der ikke er prøve, herunder på private uddannelsesinstitutioner, kan indgå med højst 1/10 årsværk.

Status for implementeringen
Videreuddannelsessystemet for voksne er en ramme, der først skal udfyldes, og det vil ske gradvist. Implementeringen er således i gang, men med forskellig hastighed på de forskellige niveauer, afhængig af de særlige forhold på de enkelte områder.

På GVU-området vil det gå langsomt – da konceptet er nyt og besværligt set med systemet øjne, og det er ikke sikkert, at vi her har fundet den helt optimale løsning, men det var den mulige med de eksisterende interessenter og på nuværende tidspunkt, og der er potentiale til, at det kan videreudvikles, så det bliver mere håndterligt. Det kræver bare, at et par kameler skal sluges!

På VVU var området næsten jomfrueligt, og der er nu i samarbejde med arbejdsmarkedets parter og uddannelsesinstitutionerne igangsat en større samlet udvikling af et moduliseret VVU-system, der kan dække denne sektor. Det er her væsentligt at fastholde, at det skal være et landsdækkende og sammenhængende system, der kan udbydes primært af erhvervsskolerne. Faren her vil være, om udbuddet bliver tilstrækkeligt stort til at dække hele landet.

På diplomområdet er man inden for de enkelte uddannelsesområder (fx det pædagogiske område, det sociale område, sundhedsområdet) i færd med at overveje et landsdækkende og sammenhængende indhold, der kan udbydes af de nye Centre for Videregående Uddannelser (CVU) og de øvrige mellemuddannelses-instutitutioner. Området har været meget optaget af CVU-dannelserne, så udviklingen er hæmmet heraf. Det største problem er indtil videre, at de fleste diplomer pt. faktisk udbydes af universiteterne, der frem over kun i særlige tilfælde skal kunne udbyde diplomuddannelse.

Der er allerede et betydeligt udbud af masteruddannelser på universiteterne. Opgaven vil være at sikre sig, at specialiseringen ikke tager overhånd, og at udbud både hvad angår udbud og indhold svarer til efterspørgslen.

Afslutning
Overalt i OECD-landene arbejder man med voksenuddannelse og livslang læring. Hvordan sikrer man sig, at arbejdskraften har mulighed for fortsat faglig udvikling, der kan imødekomme stadig skiftende kompetencebehov? Videreuddannelsessystemet er et forsøg på at imødekomme denne udfordring ved at skabe ramme for livslang læring. Læring, fordi det bygger på de kompetencer, den voksne selv kommer med, og ramme fordi det muliggør korte målrettede uddannelsesforløb på anerkendte niveauer, der fører til relevant kompetence på jobmarkedet. Om det er det rigtige svar på denne udfordring, og om intentionerne realiseres, må tiden vise, men hvis det lykkes, er det ikke så ringe!

Noter
1) Voksenuddannelse. Hvad sker der i Undervisningsministeriet. Undervisningsministeriet 1995, p. 63-64.

2) 10-punkts plan om tilbagevendende uddannelse, Undervisningsministeriet 1995, p.24.

3) Debatoplæg om et nyt parallelt kompetencesystem for voksenuddannelser, Undervisningsministeriet 1996.

4) Videreuddannelsessystemet for voksne, Undervisningsministeriet 15 september 1997, j.nr. 1996-223-18.

5) Mål og midler i offentligt finansieret voksen- og efteruddannelse Arbejdsministeriet, Undervisningsministeriet, Finansministeriet, august 1999.


UDDANNELSE 9/2001



Senest redigeret den 07. maj 2002 af Uddannelses redaktion