Universiteternes rolle i videnssamfundet

Videnssamfundet betyder, at universiteternes opgaver - forskning og uddannelse - bliver af afgørende betydning for den økonomiske udvikling. Samtidig vil flere tilbyde disse ydelser, og konkurrencen bliver hårdere. Derfor stilles der en række nye krav.

Marius Ibsen, cand.scient.pol., kommunaldirektør i Gladsaxe Kommune. Formand for uddannelsesrådenes formandskollegium.

Videnssamfundets krav
Et videnssamfund er et samfund, hvor den centrale kilde til ny velstand ikke er mere kapital eller arbejdskraft, men skabelse og udbredelse af viden. Denne viden kan i praksis manifesteres enten som bedre teknologi eller en bedre uddannet arbejdskraft.

For universiteterne må et sådant samfund umiddelbart forekomme forjættende. Der vil være behov for en intensiv forskning. Hurtig formidling af nye resultater vil give store økonomiske fordele. Efterspørgslen efter højt uddannet arbejdskraft vil vokse stærkt. Endelig skal denne arbejdskraft til stadighed ajourføre sine kvalifikationer. Et ideelt marked for et universitet!

Samtidig må universiteterne imidlertid indstille sig på, at de ikke længere har monopol på deres traditionelle opgaver.

Forskning og udvikling har længe også fundet sted i private virksomheder: Medicinalindustrien har eksempelvis altid været forskningsintensiv og genteknologien giver udsigt til en endnu tættere forbindelse mellem grundforskningens resultater og den praktiske anvendelse. På det samfundsvidenskabelige område udføres en stigende del af forskningen i de såkaldte tænketanke.

Generelt gælder det vel, at jo mere viden bliver nøglen til at klare sig på markedet, des flere selvstændigt forskende enheder vil der blive skabt.

På uddannelsesområdet kan universiteterne regne med i lang tid endnu at stå stærkt, men også her vil der være konkurrence. På efteruddannelsesmarkedet har private udbydere - med INSEAD (efteruddannelsesinstitution i Paris, især beregnet for ledere i den private og offentlige sektor) som et fremtrædende eksempel - fået en stærk stilling. Den nye teknologi vil muliggøre en kraftig opblomstring af uddannelsestilbud på tværs af traditionelle grænser, både mellem landene og mellem offentligt og privat. I takt med at den enkelte virksomhed overlever og vokser i kraft af den viden, der genereres internt, vil der også kunne opstå en tendens til, at man selv ønsker at varetage i alt fald efteruddannelsen - og måske tillige grunduddannelsen - simpelthen for at bevare medarbejderens kvalifikationer i virksomheden.

Videnssamfundet betyder altså en kraftig stigning i efterspørgslen efter universiteternes hovedprodukter - uddannelse og forskning - men vil også stimulere udbuddet og dermed skærpe konkurrencen.

Samtidig stilles det nye krav til de studerende. Uddannelsens kvalitet bliver af afgørende betydning for deres indtjeningsmuligheder, og de må indstille sig på, at uddannelse er et livslangt projekt.

Denne udvikling rejser to spørgsmål:

1. Er det er problem?
2. Hvis det er et problem, kan der så gøres noget ved det?

Mit svar på spørgsmål 1) er "både ja og nej", mens svaret på spørgsmål 2) er et mere "ubetinget ja".

Væksten i antallet af selvstændige forskningscentre er ikke noget problem, for så vidt som konkurrence altid er godt, og for så vidt som universiteterne ikke kan eller skal levere den umiddelbart anvendelige forskning.

Udviklingen er derimod et problem, hvis den fører til, at grundforskningen i høj grad skabes i lukkede miljøer, hvor tanken om, hvad der kan patenteres, kommer før ambitionen om at publicere i et internationalt tidsskrift. Et videnssamfund kan kun udvikle sig, hvis der er en høj grad af åbenhed om nye resultater, og hvis arbejdsmarkedet er fleksibelt.

Det er derfor vigtigt at bevare universiteternes traditionelle dyder og at fastholde deres rolle i både forskning og uddannelse.

Det stiller en række krav til universiteterne om at tilpasse sig de ændrede vilkår. Kravene falder for mig at se i fire grupper:

• Udbuddet af uddannelse skal indrettes efter et mere varieret og fleksibelt arbejdsmarked.
• En fuld udnyttelse af moderne teknologi.
• En mere beslutningskraftig organisation.
• Overvejelse om supplerende finansiering.

Et mere varieret udbud af uddannelser
Universiteterne har her i landet traditionelt lagt hovedvægten på én uddannelse - kandidateksamen, hvortil der knytter sig en forskeruddannelse, ph.d.

Fremtidens arbejdsmarked vil formentlig stille meget mere varierede krav. Der vil være behov for de mellemuddannelser, som netop i disse år er blevet reformeret med henblik på en styrkelse og udbygning af deres plads i uddannelsessystemet. Men der vil også være brug for forskningsbaserede bachelorer, som måske ønsker nogle års erhvervsarbejde, før de fortsætter uddannelsen med henblik på en kandidat- eller mastergrad. Der vil være efterspørgsel efter ph.d.ere, ikke blot til forskning, men også til talrige forsknings- og udredningsopgaver i virksomhederne og i den offentlige sektor.

Endelig vil der være et stort behov for efteruddannelse, korte kurser såvel som diplom og master, tilrettelagt for folk med en ganske varieret uddannelsesbaggrund.

Det betyder, at universiteterne ikke længere har et hovedprodukt, men et antal forskelligartede uddannelsestilbud, der blot har det tilfælles, at de bygger på den nyeste viden på feltet.

Det vil også betyde, at de studerende ikke alle sammen er unge, men vil kunne have næsten alle aldre og vil møde frem med et meget uensartet grundlag for at finansiere deres leveomkostninger. Nogle vil efter undervisningen opsøge en cafe på Sankt Hans Torv. Andre vil tage hjem til parcelhuset i Albertslund.

En ny organisation
Udvikling af ny viden kan ikke dikteres, højst stimuleres. Derfor kan man ikke kommandere med forskere, og de er ikke lette at indpasse i et hierarki. Det er vel derfor universiteter ikke som andre offentlige og private organisationer styres af udnævnte chefer, men af valgte organer.

Denne styreform har utvivlsomt sine store fordele med hensyn til at beskytte universiteternes uafhængighed. Det er væsentligt, at de videnskabeligt kvalificerede medarbejdere fortsat har stor indflydelse på ledelsen. Der kræves fagligt funderede beslutninger, og kun en ledelse med faglig legitimitet har den nødvendige gennemslagskraft.

Når de videregående uddannelsesinstitutioner skal tilpasse sig de stærkt skiftende krav fra omgivelserne, må deres ledelse imidlertid kunne magte at omstille uddannelserne, uanset om dette på kort sigt går på tværs af etablerede interesser. Der er behov for, at universiteternes beslutningsveje bliver kortere, så beslutninger kan træffes hurtigere, og således at de kan gennemføres, uanset om der på kort sigt måtte være modstand.

Det er efter min opfattelse muligt at opbygge universiteternes organisation, så ledelsen både har større gennemslagskraft og tilstrækkelig autoritet samtidig med, at der skabes mulighed for en tiltrængt professionalisering.

En mulighed er, at et universitet ledes af en udefra udpeget bestyrelse, der rådgives af et konsistorium valgt som i dag. En sådan bestyrelse bør - ud over at træffe beslutning om budget, udviklingsplaner o.l. - have kompetence til at ansætte rektor, eventuelt for en femårig periode. Det kan også overvejes, om bestyrelsen bør kunne ansætte en forskningschef med det overordnede ansvar for udviklingen og prioriteringen af forskningen. De udpegede chefer må være videnskabeligt kvalificerede, helst professorkvalificerede.

Man kan spørge, om en fusion af universiteter inden for samme geografiske område vil være et naturligt eller måske ligefrem nødvendigt led i tilpasningen til nye vilkår. Det er jeg mindre sikker på. Det kan ikke bestrides, at der på flere områder er en overlapning, så samme basale undervisning tilbydes flere steder med det resultat, at den gennemsnitlige omkostning er større, end den behøvede at være.

På den anden side viser erfaringen fra det private erhvervsliv, at fusioner ofte ikke fører de store gevinster med sig, som man havde håbet, måske fordi kulturerne er for forskellige. Når der kan være den slags vanskeligheder i hierarkisk styrede organisationer, må det samme desto mere gøre sig gældende i en organisation som et universitet. Fusioner er derfor bedst, hvis initiativet kommer fra institutionerne selv.

Og sikkert er det, at fusioner i en lang periode beslaglægger en stor del af ledelsens tid. Derfor tror jeg, at energien bør bruges på at styrke ledelsen af det enkelte universitet og så lade evt. fusioner vokse frem af sig selv.

Den moderne teknologi - det virtuelle universitet
Med Internettets teknologiske muligheder for informationsudveksling vil der med sikkerhed blive opbygget uddannelsestilbud på videregående niveau, som helt overvejende formidles ad elektronisk vej, og som derfor overskrider de fysiske og geografiske begrænsninger, der i dag kan virke som barriere for opnåelse af ny viden. Sådanne tilbud vil komme til os udefra. Det eneste spørgsmål er, hvordan vi forholder os til dem.

Der er to veje at gå; de udelukker ikke nødvendigvis hinanden.

Den ene er en decentral opbygning af net- og PC-baserede undervisningsprogrammer i naturlig fortsættelse af den nuværende decentrale organisation og i tilknytning til de enkelte fakulteters og institutters ekspertise. Vanskeligheden ved denne løsning er, at der kræves betydelige investeringer, som formentlig kun vil være rationelle, hvis programmerne etableres i et tæt samarbejde mellem beslægtede uddannelser og institutter. Etableres et sådant samarbejde ikke, vil resultaterne næppe blive af en kvalitet, der kan konkurrere med de internationale produkter, som må ventes på markedet.

Den anden mulighed er derfor en mere centraliseret løsning, nemlig etablering af Danmarks Virtuelle Universitet, ikke blot som en portal, men som en egentlig selvstændig institution med egne ansatte og adgang til at meddele universitetsgrader. Det ville være naturligt at opbygge en sådan organisation som et konsortium med deltagelse af eksisterende universiteter for at opnå fordelene ved den decentrale model.

I første omgang kunne man begrænse sig til at udbyde et begrænset antal, meget søgte bacheloruddannelser for at få erfaring med elektronisk udbud af undervisningsmaterialer, formidling af forelæsninger, evalueringsmekanismer og opbygning af et elektronisk studiemiljø. Det bør dog tilføjes, at intet universitet udelukkende kan være virtuelt. Der må også være mulighed for, at de studerende kan mødes med deres underviser og med hinanden.

Et sådant virtuelt universitet ville kunne bidrage til at sikre den forskningsbaserede undervisning, idet selve den landsdækkende konstruktion baserer sig på tilvejebringelsen af et større volumen, som kan gøre det rentabelt at sikre den bedst mulige ekspertise til udarbejdelse af de enkelte elementer i programmet. Samtidig vil det kunne være forum for et løbende samspil mellem erhvervsliv og universitet.

Nye finansieringskilder?
Kravene til universiteternes forskning vil være kraftigt stigende. Der vil være behov for store investeringer i ny teknologi. Konkurrencen fra andre udbydere vil vokse. Der vil blive skærpet konkurrence om den bedst uddannede arbejdskraft, hvilket vil sætte universiteternes traditionelle - temmelig egalitære - lønpolitik under pres.

Det vil alt sammen kræve flere penge. Spørgsmålet er, om disse penge alene kan tilvejebringes ved offentlig finansiering. Det må i hvert fald overvejes at finde supplerende finansieringskilder.

Der kan blive tale om et mere systematisk samarbejde med private virksomheder - eller med offentlige institutioner - om forskning. Forudsætningen må dog være meget klare regler, som sikrer, at resultater kan publiceres, og at universiteterne ikke bliver fuldstændigt afhængige af en sådan ekstern finansiering.

På efteruddannelsesområdet - herunder masteruddannelserne - er brugerbetalingen allerede velkendt. Dens bidrag til finansieringen vil utvivlsomt vokse, måske i form af at private eller offentlige virksomheder ønsker at investere i bestemte uddannelser. Det bør dog fastholdes, at grunduddannelserne ikke skal kunne opkræve brugerbetaling.

Afslutning
Universiteterne har i flere hundrede år været et centralt element i samfundets vidensproduktion og vidensformidling, og de har undervejs ændret både opgaver og organisation. Videnssamfundet byder på nye udfordringer, men kravene til forandringer er ikke dramatisk større end dem, der er set tidligere i historien. Derfor kan man med stor sikkerhed forudse, at universiteterne også denne gang vil formå at omstille sig til de nye vilkår.

UDDANNELSE 3/2001

Sidst redigeret den 13. juli 2001 af Uddannelses redaktion