Forside

Fra Filosofikum til Studium Generale


----

30 år efter at filosofikum blev afskaffet, er der nu indgået en aftale mellem Undervisningsministeriet og universiteternes rektorer om, at der igen indføres et filosofikum-lignende kursus i videnskabsteori for alle studerende. Forfatteren fortæller her om forskelle og ligheder mellem det gamle og det nye kursus, og om hvordan man har valgt at gribe sagen an på Aarhus Universitet.

----

[Billede af forfatteren]

Hans Fink, docent, dr.phil., institutleder på Institut for filosofi og formand for konsistoriums Studium Generale-udvalg, Aarhus Universitet.

Det gamle filosofikum

I 1675 blev der på Griffenfeldts initiativ indført en ny prøve på Københavns Universitet. Dens navn var "Examen Philosophicum". Den blev indført som afløser for en tidligere mere krævende eksamen som adgangskrav til alle videregående universitetsstudier. Pensum til prøven omfattede filosofi taget i en særdeles bred forstand, der omfattede matematik, fysik, grammatik, logik og etik. Formålet var at give de studerende en vis portion fælles forudsætninger som indledning til deres mere specialiserede fagstudier. Bestået prøve gav i øvrigt også kompetence til at undervise ved de højere skoler.

Ved en større reform i 1871 skiftede prøven officielt navn til "Den almindelige filosofiske prøve", i daglig tale dog "filosofikum". Indholdet skulle være en forberedende undervisning i filosofi, nu forstået som en oversigt over den europæiske filosofis historie og en elementær introduktion til logik og psykologi. Almen videnskabslære skulle også indgå i pensum. Undervisningen havde form af forelæsninger ved professorerne i filosofi, der personligt havde ansvaret for undervisningen, og ofte selv havde skrevet lærebøgerne. Prøven skulle være bestået, før man kunne tage andre prøver på universitetet, derfor lå undervisningen i sagens natur i første studieår og havde normalt et omfang på 4 timer om ugen i 2 semestre. Der var mundtlig eksamen med ekstern censur.

Også på de nye universiteter i Aarhus og Odense var det fra oprettelsen et krav, at de studerende skulle begynde deres studier med at tage filosofikum. Et tilsvarende krav var ikke gældende på de andre langvarige, videregående uddannelser og nåede ikke at blive gældende i Roskilde og Aalborg. Det stærkt stigende studentertal i 1960’erne førte til, at mange andre lærere end professorerne medvirkede som undervisere.

I 1971 blev der udsendt en bekendtgørelse fra Undervisningsministeriet der ophævede reglen om, at de studerende skulle have bestået Den almindelige filosofiske prøve, før de kunne aflægge anden universitetseksamen. Formelt var det ikke en afskaffelse af prøven; men i praksis blev det resultatet. Det indtraf pludseligt og uden officiel begrundelse. Et længerevarende ministerielt udvalgsarbejde var udmundet i et forslag om en reform af undervisningen; alligevel resolverede ministeren simpelthen, at reglen skulle ophæves. På nogle fakulteter og institutter - især i Aarhus - blev der indført nye, obligatoriske kurser i fagrelevant filosofi og videnskabsteori; men et fælles kursus i filosofi for alle nye studerende på universiteterne var der ikke længere tale om.

Filosofikum havde fra begyndelsen været omstridt. Der var stadige pædagogiske problemer med at finde et passende niveau for undervisningen. Hvis kravene var for strenge, ville for mange dumpe, og hvis kravene ikke var strenge nok, ville for mange miste respekten for faget. På grund af prøvens særstatus risikerede man let, at både de studerende og de faglige miljøer oplevede den som en irrelevant forhindring, der blot skulle passeres lettest muligt. Som følge af manglende koordinering mellem lærerne i filosofi og de øvrige lærere var prøvens indhold ofte ude af trit med den i øvrigt meget forskelligartede faglige udvikling på de mange fag. Især fra naturvidenskabeligt hold blev prøven betragtet med stor skepsis eller ligegyldighed. Stigningen i studentertallet førte til stigende praktiske problemer med at afholde undervisning og eksamen. Hvor dygtige og velrenommerede lærere stod for undervisningen, kunne filosofikum fungere udmærket; men ordningen var generelt sårbar for kritik. Blandt dem, der har taget filosofikum, er der således yderst forskellige vurderinger af udbyttet af undervisningen. Der går mange vandresagn om besynderlige lærere og uforberedte eksaminander.

Et nyt filosofikum?
I løbet af foråret 2000 var der en offentlig debat om en genindførelse af filosofikum, ikke mindst foranlediget af en kronik i Politiken af Claus Emmeche, Simo Køppe og Frederik Stjernfelt (12. februar 2000). I Folketingets undervisningsudvalg var der allerede inden da begyndt et arbejde med et beslutningsforslag, der gik i samme retning. Efter aftale med Undervisningsministeriet nedsatte Rektorkollegiet derfor et udvalg med repræsentanter for de 10 institutioner under universitetsloven og med det kommissorium at vurdere mulighederne for og hensigtsmæssigheden af at indføre et fælles "filosofikum-modul" for alle uddannelser på kandidatniveau. Jeg fungerede som formand for dette udvalg og skal her kort redegøre for nogle af de overvejelser, der lå bag vores forslag, og som er kommet til at danne grundlag for den nye ordning, der forventes at være gennemført på alle studier senest 1. september 2004.

Det stod os fra begyndelsen klart, at det måtte gælde om at undgå flest muligt af de problemer, der havde plaget den gamle ordning. Først og fremmest måtte man gennemtænke, hvad formålet med en eventuel fælles prøve for alle studerende egentlig skulle være. Den gamle ordning prioriterede det almendannende og det studieforberedende. Vi var enige om, at begge disse hensyn må forventes varetaget af gymnasieskolen. Hvis man mener, at de nye studerende behøver et elementært kendskab til den vestlige filosofis historie, hvad der kan være god grund til, bør man gøre filosofifaget i gymnasiet obligatorisk. Den eneste holdbare grund, der kan gives for at indføre et nyt kursus, er, at det kan bidrage til, at de studerende bliver bedre til deres fag og til at varetage de erhvervsfunktioner, som faget forbereder til. Vi mente, at et kursus, der giver de studerende lejlighed til at reflektere over deres eget fags videnskabelige egenart set i en større, almen, filosofisk, videnskabsteoretisk og historisk sammenhæng, ville være velbegrundet, hvis det kunne bidrage til at modvirke den stadige risiko for, at de studerendes faglige fordybelse fører til et fagligt snæversyn, der reelt gør dem mindre egnede til at indgå i de ofte tværfaglige sammenhænge, de senere vil komme til at fungere i. Et sådant kursus ville også kunne modvirke den ofte kritiserede skolegørelse af universiteterne ved at give de studerende lejlighed til systematiske overvejelser over, hvad et universitet, videnskab og forskning i grunden er. Det kunne desuden have en positiv funktion ved at bygge nogle broer over de eksisterende kløfter mellem fag og fakulteter. Endelig kunne kurset opfylde et stort samfundsmæssigt behov, hvis det kunne sikre, at alle med en videnskabelig uddannelse får anledning til at gøre sig videnskabens og den enkelte forskers sociale og etiske ansvar klart.

Et sådant kursus egner sig ikke til at være studieforberedende. Det ligger bedst på bacheloruddannelsen, men efter at de studerende har mindst et års erfaringer med deres studiefag.

Det gamle filosofikum var filosoffernes ansvar. Hvis et nyt kursus skal have en chance, må det være fagene, og det vil sige de faglige studienævn, der har det overordnede ansvar for udviklingen af også denne del af undervisningen. Dette er en helt afgørende forudsætning for, at kurset kan blive et almindeligt accepteret og integreret led i uddannelserne og ikke et påtvungent fremmedelement. I det hele taget bør kurset så vidt muligt ligestilles med alle andre kurser, både undervisnings- og eksamensmæssigt.

Hvad navnet på kurset angår, var vi enige om, at det var vigtigt at markere et brud med den tvetydige filosofikumtradition. Ministeriet og rektorerne har nu valgt betegnelsen "Fagets videnskabsteori" som navn på kurset, dvs. at der på alle fag er et kursus i det pågældende fags videnskabsteori. Her er det efter min mening vigtigt, at videnskabsteori tages i en bred forstand, der kan omfatte forskellige interessante og relevante spørgsmål vedrørende fagets filosofi, historie, sociale, kulturelle og etiske situation. Og selv om kurset skal tage udgangspunkt i det enkelte fag, er det afgørende, at det gør dette i et større perspektiv, der også omfatter almen videnskabsteori og inddrager en forståelse af andre fags videnskabsteori.

Den decentrale placering af ansvaret for kurset giver selvfølgelig en risiko for, at den almene dimension glider i baggrunden, og at der ikke bliver det ønskelige fællespræg mellem de mange fags kurser. Det er derfor vigtigt med en nogenlunde præcis overordnet beskrivelse af formålet med kurserne, og at de enkelte universiteter og fakulteter sørger for den videst mulige koordinering af kurserne, en koordinering som de enkelte fag også må være interesseret i foregår.

Et nøgleproblem bliver undervisernes kompetence. Der er brug for undervisere, der forener et godt kendskab til det enkelte fag med kvalifikationer i mere almene, videnskabsteoretiske discipliner. Der findes allerede slet ikke så få med en sådan dobbeltkompetence, ikke mindst på de institutter for fagenes videnskabshistorie og videnskabsteori, som findes på flere fakulteter; men der vil selvfølgelig også blive brug for en stadig efteruddannelse. Her kunne de filosofiske institutter måske spille en konstruktiv rolle. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at undervisningen bliver forskningsbaseret, så en faglig udvikling af kurset sikres.

Studium Generale
På Aarhus Universitet har vi på nogle måder foregrebet den nye, landsdækkende ordning. I 1997 besluttede Konsistorium at bruge betegnelsen "Studium Generale-kursus" om alle de ganske mange obligatoriske kurser, der var blevet oprettet som afløsere for filosofikum i begyndelsen af 1970’erne (fx Fælleshumanistisk videnskabsteori, Medicinsk filosofi og videnskabsteori, Ret og Samfund, Psykologiens filosofi, Almen filosofi for teologer, Videnskabsfilosofi for biologer. Kun 4 studienævn har ikke et sådant kursus). Man anbefalede, at alle fag oprettede eller opretholdt et obligatorisk Studium Generale-kursus af 0,2-0,25 årsværks omfang placeret i andet studieår, og man nedsatte et Studium Generale-udvalg til at rådgive studienævnene og tage initiativer, der kan inspirere dem til at udbygge, kvalificere og koordinere kurserne mest muligt.

Betegnelsen "Studium Generale" blev valgt, dels fordi den er neutral og ubelastet i forhold til de diskussioner, der har været om filosofikum og videnskabsteori, dels fordi den signalerer noget fællesuniversitært, idet de ældste universiteter i Europa i de første århundreder af deres historie fungerede under denne betegnelse, således som det er beskrevet i professor Olaf Pedersens bog Studium Generale. Brugt i vores nutidige sammenhæng angiver den først og fremmest det almene perspektiv kurserne gerne skulle hjælpe de studerende til at anlægge på en systematisk og kvalificeret måde.

UDDANNELSE 3/2001

---- Sidst redigeret den 13. juli 2001 af Uddannelses redaktion