Folkeskolens afsluttende prøver

- myter, virkelighed og visioner

Folkeskolens afsluttende prøver er en central del af skolens kva-litetsbegreb, men det er vigtigt samtidig at udvikle redskaber til vurdering og evaluering. I takt med udvikling af undervisningens indhold og arbejdsformerne udvikles prøveformerne.

Niels Plischewski, Undervisningskonsulent, cand.pæd. Daglig leder af sektionen for folkeskolens afsluttende prøver i Uddannelsesstyrelsen, Undervisningsministeriet.

"Arbejdsgruppen er af den opfattelse, at prøver og
eksaminer udgør en vigtig brik i den mosaik, som
kvalitetsbegrebet består af ..."
( Udvalget vedr. Prøver og Eksamen, Kvalitet i
uddannelse og undervisning 1991)

Myterne om prøverne
Folkeskolens afsluttende prøver har igennem årene med jævne mellemrum været til debat. Oftest har emnet været, om prøverne var tidssvarende og levede op til de undervisningsformer og -metoder, som passede til den praksis, folkeskolens undervisning var udtryk for. Nogle krav er gået på, at når prøverne i videst muligt omfang skulle afspejle det daglige arbejde i undervisningen, så måtte netop den ene og anden praksis, hvor forskellige de end var, også være begrundelse nok for at gøre det anderledes. Sådan er det imidlertid ikke tænkt. Den enkelte skoles egen prøve er og har ikke været en målsætning.

Lovgivningen har fastlagt betingelserne for de afsluttende prøver og udtrykker således, hvad vi i Danmark anser for væsentligt at vurdere eleverne efter på landsplan. Efter de samme krav og kriterier. Udsagn om, at elever kun skal reproducere paratviden, der tilgodeser klæbehjernen og udenadslæren, er en overleveret myte. Sådan har det været. Det er imidlertid lang tid siden. I dag er det anderledes. Prøverne i dag giver eleverne mulighed for at anvende og udnytte deres tillærte kundskaber og færdigheder funktionelt i en ramme, der maksimalt giver ensartede betingelser for alle i dette land. Og det er der en udbredt tilfredshed med.

Lovgivningen
I forbindelse med folkeskolelovens vedtagelse i 1994 blev der tilvejebragt politisk enighed om at fastholde folkeskolens afsluttende prøver i centrale fags centrale områder samtidig med, at man vedtog at indføre en obligatorisk projektopgave, velegnet til en bredere evaluering. Dermed opnåede man at favne såvel faglighed som tværfaglighed, hvor også elevernes arbejdsprocesser, arbejds-, udtryks- og fremlæggelsesformer blev vurderet. Projektopgaven er ikke en prøve, men en arbejdsform, der mere bredt favner mange alsidige kompetencer. Den bredere evaluering lægger op til en kvalitativ vurdering af mange og ofte vanskeligt vurderbare elementer. Projektopgaven har i tiltagende grad vendt sit ansigt mod prøverne og stillet nogle krav om, at prøverne medtog flere elementer til vurdering. Det gøres der nu erfaringer med.

Formålet med prøverne
Hovedformålet med folkeskolens prøver er at give eleverne mulighed for at få en kontrolleret bedømmelse og dermed en dokumentation for et gennemført uddannelsesforløb. Denne dokumentation er en faglig information og en bedømmelse af, i hvor høj grad formålet med undervisningen er opfyldt for den enkelte elev. Eleven får en bedømmelse af sine kundskaber og færdigheder i henhold til de krav, der er opstillet for fagene, således som de forventes opfyldt ved udgangen af undervisningsforløbet.

Ud over at give oplysning om elevernes viden og færdigheder rummer prøveresultater også til en vis grad oplysning om den undervisning, der har fundet sted. Prøverne kan med andre ord bruges af lærerne til at vurdere resultatet af en læringsproces og dermed fungere som et vigtigt led i den tilbagekoblingsproces, der skal sikre videreudviklingen af kvaliteten i undervisningen. Folkeskolens prøver er dermed en vigtig kilde til information om elevernes udbytte af undervisningen og opfylder samtidig elevernes krav om at få oplysning om dette udbytte.

Folkeskolens prøver skal sikre, at eleverne får en ensartet bedømmelse. Eleverne skal have ensartede muligheder inden for klart definerede rammer. Der skal være klare kriterier for bedømmelsen, således at aftagerne kan læse bedømmelsen ud fra de samme præmisser.

Lærer- og censorbedømmelse
Folkeskolens afsluttende prøver vurderes af såvel læreren som af en censor, der kan være beskikket af Undervisningsministeriet. Dette har vist sig at give den mest hensigtsmæssige og pålidelige vurdering af elevernes præstationer.

Censorvirksomheden har i den forbindelse i de seneste år fået en stadig større og anerkendt betydning, idet der derved sikres en ensartet bedømmelse af eleverne på landsbasis. Dertil kommer, at censorerne indgår i et netværk, der gennem kurser med fagkonsulenterne og gennem kontakten med skolerne bidrager til at højne kvaliteten også af undervisningen. Det er således en del af censorfunktionen at samtale med skolens ledelse og lærerne om prøver, evaluering og undervisning.

Set i forhold til kvalitetsudviklingen i skolen har prøvesystemet i dag udviklet sig til at være et godt og nuanceret instrument til fastholdelse af den kvalitet, som Folkeskoleloven formulerer.

Censorvirksomheden kan være et kvalitetsløft for alle parter. Kontakten med kolleger fra andre dele af landet åbner ofte øjnene for nye og anderledes måder at håndtere undervisningen på. Ideer på tværs af landet kan medføre såvel erkendelse af anderledes undervisningsformer som skabe en ensartet forståelse af tolkninger af bestemmelserne. Dette sidste er et vigtigt aspekt i arbejdet som censor. En censor kan dermed kvalificere sig selv og tilføre sit eget undervisningssted en værdifuld viden.

Evalueringsbegrebet
Set i international sammenhæng er danske folkeskoleprøver enestående. Enestående, fordi de ikke tester delfærdigheder isoleret, men lægger op til, at eleverne prøves i brede kompetencer, der vurderes som en helhedsbedømmelse ud fra mange elementer, hvor kvaliteter og mangler vurderes i forhold til hinanden efter fastlagte kriterier i henhold til fagformål og centrale kundskabs- og færdighedsområder.

Feltet evaluering har været stillet på lavt blus i dansk pædagogisk virksomhed i mange år. Det har ikke været i overensstemmelse med et accepteret undervisnings- og læringssyn at måle, vurdere og evaluere. Men nu har området igen fået aktualitet i forbindelse med den stadige søgen efter og udvikling af kvalitetsværktøjer i skolen.

I dagens undervisningspraksis blandes begreberne ustandseligt i en bølge af “commonsen- se”- fornemmelser, som skolen og eleverne ikke kan være tjent med. Men i de senere år har vi arbejdet med og udviklet operationelle værktøjer for prøvefagene, og vi er med programmet Folkeskolen år 2000 godt på vej til også at indkredse værktøjer til evaluering af elevernes faglige udvikling i undervisningen. Et af problemerne er læreres manglende erfaring med at evaluere. Det må derfor forventes, at der sættes initiativer i gang, der forbedrer lærernes kompetencer i at vurdere og evaluere objektivt. Dermed mener jeg objektivt i forhold til de mål, der er opstillet, og de krav, der er formuleret.

Ofte mangler lærere en tilstrækkelig viden til at omsætte evalueringsresultater om elevers behov til nødvendige, undervisningsmæssige foranstaltninger. Mange lærere har her behov for træning i teknik i evaluering.

Data fra folkeskolens afsluttende prøver kan være enkle og sparsomme som i tilfældet med afgivelse af en karakter, men tendensen og udviklingen i vort system er - fx i lighed med vurdering af projektopgaven - at give en mere meningsfuld og struktureret profil af elevens præstation eller portefølje. Portefølje, der giver et portræt af eleven og fremviser en variation af resultater og produkter og dokumenterer elevens styrkesider, er et område, der skal dyrkes og gøres erfaringer med.

Spørgsmålet er ikke, om vi skal vurdere og evaluere, men hvordan og i hvilken sammenhæng vi skal vurdere for at fremme elevernes udvikling og undervisningens kvalitet. Det er en vigtig målsætning.

Kvalitetsudvikling og -sikring
I forbindelse med ny lovgivning om 10. klasse er der nu igangsat udviklingsarbejder, der gennemgribende skal gøre erfaringer med prøvernes indhold og ramme. Dette skal også ses i lyset af den løbende pædagogiske udvikling og dermed et stigende ønske om at skabe en opdateret sammenhæng mellem den faktiske undervisningspraksis og evalueringsformerne.

Prøverne har i overvejende grad vurderet den faglige side af elevernes kunnen og ikke de andre elementer, som undervisningen består af, fx samarbejde og forskellige processer i elevens tilegnelse af indhold, arbejdsformer og arbejdsmetoder, herunder også elementer fra det musisk-kreative område. Det tilbagevendende spørgsmål har været, om det overhovedet er muligt at omfatte så mange dele i vurderingen af eleven. Kan man på samme tid både vurdere og registrere mange faglige områder samtidig med, at der skal vurderes samarbejds- og dermed procesmæssige elementer? Og hvilke kriterier skal vi i så fald opstille? Dette vil ministeriet gerne indhente erfaringer med. Om vi herefter vil kunne imødekomme et ønske om, at eleverne får mulighed for at demonstrere alle deres evner og al deres viden, er nok et stort spørgsmål. Det lever undervisningen jo ikke altid op til heller, og spørgsmålet er jo også, om prøven skal og kan gøre dette.

Undervisningspraksis i folkeskolen består af et mylder af arbejdsformer og indlæringsmetoder. Hertil kommer, at der også i folkeskolen er stor variation i de muligheder, man giver eleverne med hensyn til adgang til hjælpemidler, herunder IT, og andre faciliteter. Netop dette berører den ensartethed og de lige muligheder, som vi skal give eleverne ved prøverne, for at der kan tales om vurdering på samme grundlag på landsplan. Dette er et politisk ønske, men det må undersøges, om det ensartede grundlag for vurdering udelukkende kan basere sig på fælles kriterier i kravene, eller om det også som nu skal omfatte prøverammen, de fælles betingelser for elevernes forberedelse og arbejde før prøven. Det er det, der er lagt op til i forbindelse med de igangværende udviklingsarbejder, hvor et af elementerne er erfaringer med sammenhængen mellem fælles fastlagte krav og lokale forskelligheder.

Der har ofte været udtalt ønske om en sammensmeltning af prøvernes forskellige dele til en dynamisk prøveform. Det er en spændende betragtning og samtidig også en mulighed, der undersøges. Problemkomplekset her giver sig selv. Det egentlige spørgsmål er, hvad vi ønsker at prøve eleven i, eller hvad eleven berettiget kan forvente at blive prøvet i samt hvor pålideligt dette så kan gøres.

UDDANNELSE 4/2000

Sidst redigeret den 1. november 2000 af Uddannelses redaktion