Forside

50 undervisningsministre 

Fra Ditlev Gothard Monrad til Ole Vig Jensen


En gennemgang af de mest markante skikkelser på undervisningsministerposten - og deres politiske resultater. Der kastes lys overforholdet mellem minister og embedsmænd, til tider forhold præget af mistillid og modvilje.

Kurt Johannesen, konsulent i Undervisningsministeriets Datakontor.

I de 150 år, der er gået siden dannelsen af det første ministerium efter enevælden d. 22. marts 1848, har Danmark haft 50 undervisningsministre (indtil 1916 hed det kultus- og undervisningsministre). Hver minister har således i gennemsnit haft en funktionsperiode på tre år. Udskiftningen gik dog betydeligt hurtigere før systemskiftet i 1901, hvor man allerede havde haft de første 24 kultus- og undervisningsministre. Blandt de 24 var der oven i købet 4 ministre: D.G. Monrad, C.C. Hall, J.C. H. Fischer og J. F. Scavenius, der tilsammen sad i næsten 30 år. De resterende 21 havde således under et år i gennemsnit.

Efter 1901 har det været lidt mere stabilt, og ministrene har i gennemsnit fungeret i ca. fire år, hvilket svarer til en afsluttet folketingsperiode. Tre ministre har haft det privilegium at sidde på posten i mere end 10 år: Jørgen Jørgensen, J. F. Scavenius og Bertel Haarder. Yderligere seks ministre har siddet i mere end 5 år: D. G. Monrad, c. C. Hall, J.C. H. Fischer, Søren Kelser Nielsen, Fr. Borbjerg og Ole Vig Jensen.

Det stærke holdningsministerium - fra 1848 til 1998
Lige siden 1848 har Undervisningsministeriet været et centralt "holdningsministerium". Det gjaldt meget markant indtil 1916, hvor undervisningen, kirken og kulturen hørte under samme ministerium. Fra 1916 fik kirken sit eget ministerium og som regel sin egen minister. Vi skal helt op til 1996, før posterne igen forenes under Ole Vig Jensen.

Kulturen fik sit eget ministerium og sin egen minister under Bomholt i 1961. Efter 1994 har der været en særlig minister for forskning. Kirken op til 1916 og kulturen op til 1961 kunne sluge kolossalt meget af undervisningsministerens tid. Til gengæld fik ministeriet ved kulturens udskillelse næsten al undervisning under sig. Blandt nye områder fik man bl.a. erhvervsskolesektoren, der ellers havde hørt til Handelsministeriet, og lærlingelovgivningen fik man fra Arbejdsministeriet.

Værdi- og holdningsaspektet var med lige fra starten i 1848, ikke mindst fordi en af grundlovens fædre: Monrad blev den første minister. Det gamle Danske Kancelli blev til justits-, Indenrigs- og Kultusministerierne. Mens Kultusministeren kom med allerede d. 22. marts (selve ministeriet dog først dannet d. 5. april) 1848, blev det meget sammensatte Indenrigsministerium først konstrueret i november 1848. Monrad ville principielt have alle uddannelser samlet i et departement og adskilt fra kirkesagerne. " Thi vel indbefatter Undervisningsvæsenet forskjellige arter af skoler, men disse udgiøre en eenhed, bvori de i Forening danne en kjæde af anstalter, hvis enkelte led gribe ind i og understøtte binanden."

Disse ord har vist mere eller mindre været ræsonnementet bag de mange bestræbelser på at samle alle uddannelser (og indtil 1961 alle kulturinstitutioner) under ét Undervisningsministerium og forhindre, at et uddannelsesniveau, fx de højere uddannelser, udskilles. Efter de radikales dannelse i 1905 har ikke mindst dette parti kæmpet mod en opsplitning af "holdningsministeriet". Allerede Monrad så Kultusministeriet som er organ til varetagelse af statens åndelige interesser. Der skulle lovgives og administreres ud fra en overordnet ide om "nationaldannelse."

Selv uden kirke, kultur og dele af forskningen er Undervisningsministeriet stadig et tungt ministerium. Uddannelse er central for den enkeltes personlige udvikling i et demokrati, og "human kapital" vurderes til at være en central faktor for samfundets fortsatte økonomiske vækst, samtidig med at uddannelse udgør en stadig stigende del af bruttonationalproduktet.

Bønder, degne, præster, professorer og cand. polit'ter
En lille statistisk analyse af de 50 undervisningsministre og fordelingen af de 150 ministerår på ministrenes uddannelsesbaggrund viser, at de lærde professorer var klart i overtal inden systemskiftet i 1901. Efter 1901 kom folket til. En enkelt fremtrædende bonde: Jørgen Jørgensen blev en af dette århundredes største. Det samme gjaldt degnen og kirkesangeren: J.C. Christensen. De var samtidig begge to "professionelle" toppolitikere (et udtryk, de sikkert selv ville have afskyet).

Akademikerne har dog fortsat været fremtrædende også efter 1901 med professorerne Frisch og Hvidbjerg som to af de mest fremtrædende. Teologerne Keiser Nielsen, Borbjerg, Bomholt og Bennedsen fylder også ganske godt. Cand. polit'terne og scient. pol'erne er bortset fra J.F. Scavenius især kommet med i de sidste 30 år. K.B. Andersen, Heinesen og Haarder havde dog en kraftigt engagement i højskoleverdenen inden de blev ministre. Endelig er der de ministre, der selv kommer fra den pædagogiske verden i folkeskolen, højskolen eller seminarierne med I.C. Christensen, Appel, Byskov, Hartling, K. Helveg Petersen og den nuværende minister Ole Vig Jensen som eksempler.

Radikale og Venstre - de mest ministerbærende partier
Siden 1901 har Venstre haft undervisningsministerposten i sammenlagt 31 år, de Radikale i 31 år og Socialdemokratiet i 29. Det er karakteristisk, at i de koalitioner, hvor de Radikale har dannet regering med Socialdemokratiet, har de Radikale næsten altid haft posten med Borbjerg som en markant undtagelse. Tilsvarende har Venstre normalt haft posten i de borgerlige koalitioner, de har indgået i, med den konservative Hvidbjerg om en af undtagelserne.

De to partier udgået af Venstre med deres ganske særlige traditioner på uddannelsesområdet har hver gang lejlighed har budt sig, ønsket at få denne post.

Den første undervisningsminister - den gejstlige Monrad
Den første undervisningsminister i Danmarks første frie ministerium blev den berømte D.G. Monrad. Der var noget næsten symbolsk over, at den intellektuelle, teologisk uddannede grundlovsfader, Monrad skulle blive den første kultusminister. Monrad havde i lange perioder også efter sin død et ry som en ubetinget tilhænger af den lige og almindelige valgret. En senere doktordisputats udarbejdet l 1936 har påvist, at Monrad næppe var helt så demokratisk, som eftertidens myter forsøgte at bygge det op. Monrad anså i det store og hele bondestanden for at være uoplyst, egoistisk og rå som almuen i det hele taget,

Når Monrad også ønskede at lade husmænd og landarbejdere få stemmeret, ja så var det, fordi han mente, at disse lavere lag i samfundet i stort omfang ville vælge konservativt på grund af deres afhængighed af eller personlige hengivenhed for godsejeren eller arbejdsgiveren.

I sit virke som den første kultusminister afslørede Monrad store administrative evner og en betydelig evne til at tage hurtige beslutninger. Allerede den 22. marts samme dag som det første ny statsråd skulle træde sammen, var Monrad klar med de første personaleændringer i de dele af det hidtidige kollegiestyre, der nu skulle ind gå i kultusministeriet. Det hed således i et af punkterne: "Engelstoft og Kollerup Rosenvænge afskediges med en til finanserne svarende pension." Allerede den 27. marts 1848 blev den hidtidige universitetsdirektion ophævet med virkning fra samme dag, og alle dokumenter og protokoller skulle afleveres til det nye kultusministerium, der i øvrigt bestod af dele af det hidtidige danske kancelli.

I starten bestod det nye ministerium af to departementer, et for kirke og det almindelige skolevæsen og et for den højere undervisning. Imod departementschef J.O. Hansens ønske ændrede Monrad allerede ved en kongelig resolution af 18. maj 1848 departementsinddelingen således, at der blev et departement for kirkevæsenet og et for undervisningsvæsenet. Departementschefen så praktisk på sagen, fordi han ikke ønskede, at der skulle være for stor forskel på arbejdsbyrden i de to departementer - med Monrads forslag ville skole- og undervisningsdepartementet få et langt større arbejdsområde end det kirkelige departement. Desuden hørte det almindelige skolevæsen dengang i høj grad sammen med det kirkelige system. Men Monrad fik altså sin vilje, jvf ovenfor om hans principielle holdninger.

Den åndsradikale junker - J.F. Scavenius
I perioden fra juli grundloven i 1849 til systemskiftet l 1901 havde Danmark ikke mindre end 32 kultusministre. Der blev skiftet regering stort set med samme interval, som det er sket i Italien i efterkrigstiden.

Langt de fleste af undervisningsministrene sad kun i meget korte perioder. Der var dog enkelte undtagelser. Den mest markante var Jacob Frederik Scavenius, der sad som kultus- og undervisningsminister fra 24. august 1880 til 6. juli 1891. Jacob Scavenius' udnævnelse som kirkens og skolens politiske chef vakte betydelig opsigt. Han havde aldrig vist nogen kirkelig interesse og var kendt for en verdslig livsførelse og en meget frisindet åndsholdning. Han forstod endog at værdsætte den nye radikale litteratur, der bl.a. blev skabt af Georg Brandes.

Som historikeren Svend Thorsen så malende har udtrykt det i en kort biografi om Scavenius. "Han vidste alt for vel, at der måtte indrømmes den menneskelige skrøbelighed og egoisme en passende konto." Jacob Scavenius blev cand.polit. (statsvidenskabelige kandidat) i 1863. Herefter begav han sig ud på en udlandsrejse. Da han hørte om den forestående dansk/tyske krig vente han hjem for at melde sig som frivillig. Dette betød et langt liv i forsvarssagens tjeneste. Han deltog som officersaspirant i den sidste kamp på Als. Han udviste meget stor tapperhed og mod og modtog Dannebrogsmændenes hæderstegn.

Ikke overraskende blev Scavenius en meget stor modstander af nationalliberalismen og dens ansvar for den ulykkelige krig. I starten følte han sig meget draget mod venstre, men hans store optagethed af forsvarssagen gjorde, at han senere blev en tro støtte for højre og for sin fætter J.B.S. Estrup, der var konseilspræsident i en lang periode. Scavenius var dog mere patriot end godsejerpolitiker.

Betydelige resultater
Selv om Jacob Scavenius først og fremmest var interesseret i forsvarsspørgsmål, har eftertidens historikere vurderes Jacob Scavenius til at være en ganske god undervisningsminister. Trods sin ukyndighed opnåede han betydelige resultater i den halve snes år, han forestod kirken og skolen, ikke mindst på bygningsområdet. Igen for at citere Svend Thorsen. "Det viste sig også i hans tilfælde, at velbegavede godsejere som ministre havde den fordel, at de var vant til at administrere over et vidt felt."

En af hans skolereformer var indførelse af den almindelige forberedelseseksamen i 1881. I stedet for de tidligere: lille og storer præliminæreksamen, fik man den såkaldte almindelige forberedelseseksamen. Denne reform var med til at befordre realskolernes udvikling.

Trods sin sympati overfor og til tider venskab med unge radikale kunstnere var Scavenius dog en del af den overordnede barske autoritære politik, som hans fætter stod for. I det politiske kriseår 1885 stod han bag det berømte mundkurvscirkulære, hvorved det blev forbudt folkeskolens lærere at tage del i den politiske agitation. Han foretog også afskedigelse af et par embedsmænd, fordi de havde fremsat såkaldte respektstridige udtalelser. Han var desuden meget fjendtlig indstillet over for indremission på det kirkelige område.

Clinton og Scavenius
I disse tider med Clinton som præsident l USA kan det være ganske underholdende eller måske tragikomisk at tænke tilbage på en episode i Jacob Scavenius' politiske liv. Ikke mindst i gejstlige kredse gik der kraftige rygter om hans livsførelse. Et af rygterne gik på, at han var blevet set begive sig ind i et ildeberygtet kvarter i København. Fra skyggen på rullegardinet havde en grosserer ved navn Ingemann Petersen set ministeren blive modtaget i Knabrostræde 24, hvor der boede et velkendt fruentimmer, og derfra hørte man champagnepropperne knalde. Scavenius havde forsigtigt fjernet sig efter l ½ times forløb, oplyste den tålmodige observatør.

Biskopperne var naturligvis stærkt foruroliget. Estrup så sig nødsaget til at anlægge sag mod grossereren. Det endte da også med, at sigtelsen blev erklæret ugyldig, og grossereren blev idømt en bøde på 500 kr. Men sagen ville ikke forlade den politiske dagsorden. Der startede nye rygter om, at Scavenius havde bestukket grossereren til ikke at fortælle sandheden. Selv om der aldrig blev ført noget bevis for de mange rygter om Scavenlius' livsførelse, endte hans politiske liv ganske tragisk med, at fætteren, konseilspræsidenten følte sig nødsaget til at ofre ham, og i 1891 måtte han forlade sin kultusministerpost. Som konseilspræsident Estrup sagde til sin søn om fætteren: "I en spændt og kritisk tid, hvor der ikke må kunne sættes et plet på en eneste af ministrene, kan jeg ikke have Scavenius i regeringen".

Efter systemskiftet - den vestjyske degn I.C. Christensen
Den vel nok største kultus- og undervisningsminister i ministeriets 150 årige historie var J.C. Christensen. Da han overtog kultusministerposten efter systemskiftet i 1901, stod han allerede på sin magttinde. Det siger dog noget om ham, at han samtidig med sin politiske gerning på Christiansborg stadig passede sit lærerembede i Stadil ved Ringkøbing l Vestjylland. Selv efter han var blevet kultusminister, virkede han som kirkesanger hjemme i Stadil. Sognepræsten i Stadil er således formentlig den eneste præst, for hvem en excellence har skiftet salmenumrene på tavlen. Som Svend Thorsen udtrykker det: "Demokratiet har sine forunderlige skæbner."

J.C. Christensen, den berømte degn havde ønsket at blive kultusminister, altså kirkens, skolens, videnskabens øverste, og grunden til at han ønskede det, var netop behovet for at understrege det folkelige gennembrud i dansk politisk historie. Da han satte sig tilrette i sit ministerium i Palæet i Slotsholmsgade, var det bestemt ikke uden gensidig mistro mellem ham og embedsmændene.

Den senere departementschef V. Holbøl har berettet, at J.C. Christensen selv forlangte at se al indgående post. Dette var ganske usædvanligt. Ofte indfandt han sig i ministeriet om søndagen for at undersøge journalen og brevbøgerne. Mistroen til ministeriets jurister fortog sig dog snart. Han begyndte endog at holde små private selskaber, hvor de højerestående embedsmænd kunne mødes med venstrepolitikerne, og ved disse lejligheder undlod han aldrig at forsikre rigsdagsmændene om, at der blev arbejdet godt, sagligt og fuldt loyalt i ministeriet. På deres side kom embedsmændene til at sætte pris på, at de havde fået en stærk politisk chef. I modsætning til tidligere ministre før systemskiftet, der ofte havde været "bureaukratiske pernittengryn", var J.C. Christensen en særdeles beslutningsstærk minister, der satte sin vilje meget kraftigt igennem. Som biografen bemærker det, kom embedsmændene og alle andre i J.C's omgivelser også selv til at værdsætte hans personligheds naturlige værdighed.

Stod tidligt op
Hertil kom at den nybagte kultusminister var overordentlig flittig. Når kontorerne åbnede, havde han allerede et par timers arbejde fra hånden. Han taltes blandt dem, der tror, at verden tilhører dem, som står op en time før andre.

J.C. Christensen brugte meget tid på den kirkelige lovgivning, der ikke skal omtales i denne artikel. Men han gennemførte også centrale skolelove. Ved loven af 24. april 1903 om oprettelse af højere almenskoler, knæsattes enhedsskolens princip. Hidtil havde der bestået en isoleret latinskole og en isoleret folkeskole. Nu blev der bygget bro mellem de to skoleformer ved mellemskolen således at også sønner af bønder, lærere og arbejdere, der havde haft deres første skolegang i folkeskolen, måske i landsbyen, ved 11 -års alderen kunne overflyttes på det spor, der førte til den højere undervisning i gymnasiet og derved få mulighed for at læse. Dette var vejen til at frigøre de anlæg for lærdom, der til skade for videnskab og statens forvaltning lå uudnyttede i det menige liv.

Der indførtes ved almenskoleloven en nysproglig linje ved siden af de i C.C. Hals' skoleordning af 1871 indeholdte linjer: Den klassisksproglige og den matematiske. J.C. Christensens reform betød en tilnærmelse til den mere levende og aktuelle angelsaksisk-germanske verden og en vis tilbagetrækning af oldtiden græsk-romerske ideer.

De undervisningsministre, der fulgte efter J.C. Christensen, var alle forholdsvis beskedne i deres fremtoning. Det var heller ikke let at virke på baggrund af en så stærk minister, der i løbet af så kort tid havde fået så mange store reformer igennem. Enevold Sørensen, Jacob Appel og Kejser - Nielsen, som kom fra Venstre og senere Det Radikale Venstre, gennemførte ikke de helt store reformer. Dog kan nævnes, at Appel i hvert fald efter 1920 gjorde meget for skolevæsenet i Sønderjylland. Dette skal ikke undervurderes fordi det sønderjyske dengang var overordentlig vigtigt og optog hele nationen.

En revolutionær undervisningsminister - Nina Bang
Vi skal helt frem til 1924 med det første socialdemokratiske ministerium, Stauning, før man igen fik en markant undervisningsminister.

Nina Bang blev en revolutionær undervisningsminister, der ikke kom igennem med ret meget. På samme måde som J.C. Christensen og vel også senere Bertel Haarder mødte hun sine embedsmænd med meget stor skepsis. Dette var ikke uden grund, for der er ingen tvivl om, at den daværende embedsstand i Undervisnings- og Kulturministeriet både af ideologisk og bureaukratisk temperament var meget konservative.

Nina Bang brugte til gengæld de beføjelser, hun havde på det administrative område, hvor hun kunne sætte sig ud over embedsmændenes indstillinger. For dette fik hun kraftig kritik både af opinionen i rigsdagen og i pressen. Nina Bang fik ry som en minister, der overalt i undervisningssektoren ville ansætte partifæller. Det mest berømte eksempel var ansættelsen af socialdemokraten Vilhelm Rasmussen som leder af lærerhøjskolen. Der var dog også en række mindre ansættelsessager ude i landet. Det var på en måde Nina Bangs uheld, at det dengang var en helt naturlig ting, at en minister blandede sig i selv de mindste administrative udnævnelser. Det var således helt legitimt, at Nina Bang i sin vurdering lod en række forskellige elementer indgå. Og der var givetvis også en del dygtige socialdemokrater, som fik en retmæssig udnævnelse. Men det var næsten umuligt at undgå kritik af påstanden om politiske udnævnelser, således som systemet var dengang.

Embedsmænd ikke til at stole på
Desuden ramlede Nina Bang ind i en meget kontroversiel episode. Det var afskedigelsen af den berømte konsulent N.A. Larsen, der i en menneskealder havde domineret administrationen i Undervisningsministeriet på seminarierne og de højere uddannelsers område. Bl.a. havde N.A. Larsen været formand for censorkorpset. Nina Bang ønskede at afskedige ham og foretog formelt set også en afbeskikkelse. Der udviklede sig imidlertid en velbegrundet juridisk tvivl om validiteten af afgørelsen. Faktisk havde Nina Bang slet ikke beføjelser til at afskedige N.A. Larsen, og i realiteten blev han også siddende. Sådanne konflikter sled overordentlig stærkt på Nina Bang, og det var en bitter minister, der kort før sin død i 1928 kunne se tilbage på arbejdet i ministeriet. Hun regnede slet ikke med dets loyalitet og skrev i et brev til en bekendt i 1928:...."og i første departement standser de alt, hvad jeg havde begyndt, om det så er en så neutral ting som en færøsk-dansk ordbog, som alle partier i finansudvalget støttede, er den standset. Skulle jeg nogensinde blive minister igen, vil jeg stå over for en mur af fjender, kun kontorchef Møller stoler jeg på."

Mens i sin tid J.C. Christensen og senere Bertel Haarder fik afløst deres indledende skepsis over for embedsmændene med en stigende anerkendelse af embedsstandens loyalitet, kom Nina Bang aldrig nogen sinde til at stole på embedsmændene. Historikernes kritik af Nina Bang går i høj grad på, at hun nok gik for højt op i de små ting i ministeriet. Hvis hun havde koncentreret sig om de store linjer, kunne hun have haft en mere succesfuld undervisningsperiode. Det var Nina Bangs ambition at gennemføre en stor skolereform med udgangspunkt i den betænkning fra den store skolekommission, der var blevet fremlagt under ministeriet Neergaard. Det skulle imidlertid gå mange år endnu, inden at en sådan reform kunne gennemføres. Selv hendes socialdemokratiske partifælle Borbjerg, der nåede at sidde som undervisningsminister i 6 år fra 1929-1935, kom ikke igennem med reformen. Først i 1937 14 år efter den store skolekommissions betænkning lykkedes det Jørgen Jørgensen at komme igennem med en reform af den danske mellemskole.

Kulturen tog meget tid
I hele perioden indtil kultus- og undervisningsministeriet blev adskilt i 1916, kunne de kirkelige og kulturelle spørgsmål langt overgå undervisningsspørgsmålene i den til enhver tid siddende ministers interessefelt. Selv efter adskillelsen i 1916 kunne det stadig være de kirkemæssige ting, som spillede en meget stor rolle. De kulturelle forhold, der knyttede sig til Nationalmuseet og de kulturelle institutioner i det hele taget, tog en meget stor del af fx undervisningsminister Byskovs tid under venstre-ministeriet Madsen-Mygdal. Byskov var en meget lærd seminarielærer, der havde skrevet adskillige lærerbøger inden for det matematiske/pædagogiske område og havde ideelle forudsætninger for at blive en stor reformator på undervisningsområdet, men i praksis blev det først og fremmest Nationalmuseet, som kom til at tage en stor del af hans tid. Også spørgsmålet om aflønning af forfattere i henhold til statens ordning om forfatterunderstøttelser blev en stadig pine for Byskov. Det var dengang i høj grad et politisk hundeslagsmål i Rigsdagen, om kontroversielle forfattere skulle have understøttelse af staten.

Den grundtvigianske bonde Jørgen Jørgensen
Århundredets måske mest markante undervisningsministerskikkelse blev den radikale Jørgen Jørgensen, der i første omgang var undervisningsminister fra 1935 til 1942 og 15 år senere blev undervisningsminister i trekantregeringen med Socialdemokratiet og Retsforbundet fra 1957 og frem til 1961, hvor han blev pensioneret på samme tidspunkt som den anden radikale politiker Bertel Dalgaard. Jørgen Jørgensen var ud af en bondeslægt og startede sit politiske virke som medlem af sognerådet i Osted-Allerslev i 1921 og senere i Roskilde Amt provstudvalget. Han havde le lighed til at møde nogle af de gamle radikale kæmper bl.a. Ove Rode. Som få andre politikere i dette århundrede følte Jørgen Jørgensen sig hurtigt hjemme på Christiansborg, efter at han i 1929 kom ind i Folketinget opstillet i Frederiksværkkredsen. Fra 1935 flyttede han hjem til sin hjemkreds Lejrekredsen, hvor han herefter sad i den meget lange periode frem til 1961.

Jørgen Jørgensen var den typiske folkelige politiker, der elskede at være mellem vælgerne i forsamlingshusenes og han var også den fødte parlamentariker. I den første del af sin karriere arbejdede han bl.a. med landsbrugsspørgsmål, og han var tillige de radikales ordfører l kommunale og sociale sager. Først fra midten af 1930erne koncentrerede han sig om Undervisningsministeriet. Det var ikke nogen selvfølgelig udnævnelse, fordi han netop ikke havde beskæftiget sig så meget med uddannelsesforhold og i det hele taget ikke havde haft meget med den offentlige skole at gøre. Desuden stod han helt fremmed over for de højere skoler og læreranstalter. Men da han netop ønskede at reformere folkeskolen og netop havde den fornødne styrke dertil, blev det alligevel en god post for Jørgen Jørgensen.

Rolig som Frederiksholms Kanal
Karakteristisk nok stod der aldrig nogen stor blæst om undervisningsminister Jørgen Jørgensen. Som hans biografer udtrykker det, tog han det hele med en sjælden ro i sjælen, og han havde en evne til at styre uden om vanskelighederne uden at tabe sine langsigtede mål af syne. Men som Svend Thorsen så rammende har sagt: "Det skal understreges at Undervisningsministeriet dengang i 1930erne modsat nu var lige så rolig som Frederiksholms Kanal, hvori det spejler sig". I sin første samling kunne Jørgen Jørgensen således beskedent starte med en blød ændring i biblioteksloven. Han kunne ikke samle forslag til en folkeskolelov, det blev først l 1937 samlingen af denne blev gennemført. Karakteristisk for Jørgen Jørgensen ændrede han i sin socialdemokratiske forgænger Borbjergs skolelovforslag. Det gjaldt selveste formålsparagraffen. Borbjerg havde med en meget tør formulering foreslået, at folkeskolen "giver en undervisning, der kan være det fælles uddannelsesgrundlag for alle samfunds medlemmer". Dette var yderst neutralt og kunne dårligt være mindre. Men Jørgen Jørgensen fik gennemført en mindre tør formulering: "Folkeskolens formål er at fremme og udvikle børnenes anlæg og evner, at styrke deres karakter og give dem nyttige kundskaber. Kristendomsundervisning i folkeskolen skal være i overensstemmelse med folkekirkens evangelisk-lutherske lære".

Frivillighed
Det var således bemærkelsesværdigt, at Jørgen Jørgensen her helt brød med den vigtige strømning i det radikale parti, som tog sit udgangspunkt i den Brandesianske åndsradikalisme. Ikke mindre væsentligt var det nok, at Socialdemokratiet også havde ændret sig fra at være en revolutionær ateistisk bevægelse til en egentlig folkebevægelse, der også uden videre kunne acceptere Jørgen Jørgensens vigtige pointe i, at børnene skulle oplæres i den luthersk - evangeliske lære.

Karakteristisk nok ændrede Jørgen Jørgensen også et vigtigt punkt i det Borbjergske forslag. Borbjerg havde ønsket at give kommunerne ret til at indføre et obligatorisk 8. undervisningsår. Som en ægte Grundtvigianer ønskede Jørgen Jørgensen, at kommunerne kun skulle have pligt til at oprette 8. klasse, hvis forældre til mindst 15 børn ønskede det, og det skulle oven i købet kun være for dem, der ønskede det.

Eksamensfri mellemskole og husgerning
Jørgen Jørgensens berømte 1937-skolelov havde også til hensigt at opruste skolen ved oprettelse af den eksamensfri mellemskole, men denne blev ikke rigtig nogen succes. Selv Jørgen Jørgensen kunne ikke forhindre, at der fortsat var mere prestige forbundet i at gå i eksamensmellemskole, hvor lærerne også var bedre aflagte end i den eksamensfri skole. Men Jørgen Jørgensen opnåede dog, at loven gav klare regler for fagenes placering og for kravene til skolebygninger, og på trods af krigen blev der mange steder opført nye skolebygninger, især centralskoler på landet, ligesom lærerpersonalet blev udvidet.

Det kan nævnes, at først ved skoleloven i 1958 nåede Jørgen Jørgensen, hvad han ønskede i 1937, og også ved denne lejlighed overtog han en socialdemokratisk ministers forarbejde. l 1937 blev loven alene vedtaget med regeringspartiernes stemmer, skønt Jørgen Jørgensens ændringer af Borbjergs forslag havde nærmet dette til Venstres opfattelse. Jørgen Jørgensen opnåede dog, at Venstre gik med i 1958. Faktisk var afstanden mellem de to gamle partier, der udgik af Venstre, ganske ringe. Jørgen Jørgensen fik ved endnu en lov l 1937 også etableret det uafhængige Århus Universitet. Universitetet var startet allerede i 1928, men først i 1937 blev det helt uafhængigt af Københavns Universitet med hensyn til undervisningsplaner og læreransættelser. Det var karakteristisk, at Jørgen Jørgensen udover den store skolelov således fik vedtaget en række mindre, fortrinsvis praktisk orienterede reformer, til gengæld nåede Jørgen Jørgensen aldrig igennem med et dyrt forslag om husholdningsundervisning, som han fremsatte i marts 1939. Her satte krigen en stopper for forslaget, der ellers havde til hensigt, at man af sundhedsmæssige grunde skulle sikre, at alle piger i alderen fra 7-20 år fik en solid uddannelse i husgerning.

Færøsk på Færøerne
Et andet problem, som Jørgen Jørgensen fik løst tilfredsstillende, var skoleanordningen på Færøerne. I følge en gammel anordning fra 1912 skulle børnene ikke blot lære dansk, men de skulle også undervises på dansk. Lagtinget ønskede nu tvunget brug af færøsk som skolesprog, og dette imødekom Jørgen Jørgensen i realiteten i 1938 ved i en ny anordning at slå fast, at børnene skulle opnå færdigheder i begge sprog. Det var typisk for Jørgen Jørgensen, at han var imod tvang på dette område, men han regnede med og håbede på, at børnene under den nye ordning ville få et godt indtryk af Danmark og dermed opmuntres til at lære det danske sprog. Jørgen Jørgensen blev i øvrigt kraftigt kritiseret af Venstre og De Konservative under en forespørgselsdebat i Landstinget. Venstre og De Konservative var enige med Sambandspartiet på Færøerne i, at dansk skulle bevare sin altdominerende hovedstilling, fordi det var den eneste måde, hvorpå Færøerne kunne få adgang til en stor kulturkreds.

Historikeren Hartvig Frisch minister og studenterrevser
Selv om Hartvig Frisch, den berømte universitetsprofessor og historiker, kun kom til at sidde forholdsvis kort tid på undervisningsministerposten (1947-1949), fortjener han alligevel at blive nævnt. En af de berømteste episoder, der knytter sig til Hartvig Frisch' virksomhed som undervisningsminister, var hans initiativ i forbindelse med tjenestemandssagen mod statskonsulent for folkeskoler og seminarier, F.C. Kålund Jørgensen. F.C. Kålund Jørgensen havde været igennem en tjenestemandssag for unational optræden, men var blevet frifundet. Selv om sagen var henlagt, blev den omtalt meget, og Kålund Jørgensen blev kritiseret meget i disse meget følsomme tider for nationale spørgsmål.

Lov skal holdes
Da Jørgensen den 15. november 1948 skulle overvære en eksamen på Ranum Statsseminarium, demonstrerede eleverne ved at udeblive. Der foreligger ifølge Svend Thorsen ingen vidnesbyrd om, at Frisch egentlig satte sin statskonsulent særligt højt, men Frisch mente, at når han nu var frifundet, så måtte seminarieeleverne rette sig efter loven. Til alles overraskelse indfandt ministeren sig derfor den 27. november personligt på Ranum Statsseminarium, hvor han under eksamensagtige former lod de genstridige elever udfylde et spørgeskema om deres kendskab til sagen mod statskonsulenten. I en senere historisk epoke efter 1968 ville eleverne formentlig have nægtet at besvare skemaet, men respekten for øvrigheden og naturligvis også en stor person som Hartvig Frisch var høj. Besvarelserne overbeviste nu Frisch om det rigtige i det, han havde gjort. Det var nemlig kun 10% af eleverne, der for alvor vidste noget om Kålund Jørgensen-sagen. Frisch havde således ret i, at en person kan dømmes på løse rygter. Efter yderligere et par uger faldt sagen til ro. Dog var der stadig uro omkring statskonsulenten, og i løbet af vinteren 1949 blev Jørgensen forflyttet til et stort set overflødigt embede som konsulent vedr. skoleordninger i fremmede lande. På samme måde gik Hartvig Frisch også i brechen for en embedsmand en tidligere tuberkuloseramt lærer, hvis elever blev holdt hjemme, selv om læreren havde været raskmeldt i fire år.

Bolle-å
Selv om Hartvig Frisch forsøgte at komme igennem med en ny seminarielov, blev der dog ikke gennemført megen ny lovgivning i løbet af den korte periode, hvor Frisch var undervisningsminister. Hans eftermæle blev helt domineret af retskrivningsreformen i 1948. Denne viste til gengæld hans gode evner til at skære igennem. Der havde været ført endeløse diskussioner om, hvorvidt navneord skulle have stort begyndelsesbogstav, og hvorvidt man skulle indføre bolle-å i stedet dobbelt-aa, og om man skulle skrive kunne, skulle og ville uden d.

Der var i Folketinget betydelig modvilje mod retskrivningsreformen. Frisch kunne have gennemført sagen administrativt, men han ønskede ikke, at der senere hen skulle opstå myter om sagen, så han sikrede sig, at det særligt nedsatte folketingsudvalg godkendte reformen inden bekendtgørelsen den 27. marts 1948. Dønningerne lagde sig forholdsvis hurtigt, og den nye retskrivning sivede langsomt, men sikkert ind alle vegne, hvad enten det var påbudt, eller det skete frivilligt. Reformen har dog helt op til vores tid stadig haft sine prominente modstandere. Frisch nåede, lige inden sygdom tvang ham til at opgive sit job, en ny skolestyrelseslov, som havde til hensigt at styrke forældrenes indflydelse. En egentlig skolereform blev der dog ikke tid til.

Typisk for Hartvig Frisch nåede han dog i sommeren 1949 at indkalde til et stort skolemøde med repræsentanter for partierne og skoleorganisationerne. Der var imidlertid stor afstand mellem parterne, og det eneste der kom ud af mødet, var en tilføjelse til den gældende lovgivning om, at der kunne iværksættes forsøgsarbejde i folkeskolen.

En ægte konservativ - Flemming Hvidbjerg
I ministeriet Erik Eriksen, som gennemførte Grundloven af 1953, blev universitetsprofessor Hvidbjerg undervisningsminister. Hvidbjerg var en meget lærd mand, og på baggrund af sit teologiske forfatterskab og sin doktorafhandling fra 1938 om "gråd og latter i det gamle testamente" var han blevet aktivt støttet af undervisningsminister Jørgen Jørgensen til i 1941 at få sit docentur opnormeret til et ekstraordinært professorat. Han var kendt som en strålende pædagog, en meget humanistisk personlighed, der altid var optaget af det menneskelige både i stoffet og hos de studerende. Hvidbjerg havde i 1940 sluttet sig til det konservative folkeparti, skønt han i socialpolitik lå lidt til venstre i billedet. Yderligere blev det meget rammende sagt om Flemming Hvidbjerg af hans partifælle Poul Møller i 196 l, at han ikke led af "af tidens ulægelige sygdom, reformitis." Han så det derfor bestemt ikke som sin opgave at lave om på alt det, der bestod. Dette gjaldt især folkeskolens område.

Folkeskolen trænger til ro
Hvidbjerg fandt først og fremmest, at folkeskolen trængte til ro om sit arbejde, og faktisk havde han dengang det store flertal af lærerne med sig. seks dage efter at Hvidbjerg var blevet minister, henlagde han ganske roligt den afgående socialdemokratiske minister Bomholts cirkulære om afskaffelse af legemlig revselse i folkeskolen. Hvidbjerg gik endvidere meget varmt ind for bevarelsen af den delte skole. Han mente, det var et kraftspild at lade alle børn være sammen, til de var 14, og han udtalte følgende: "Der trænges til fred og arbejdsro, skolens ærlige, redelige, glade hverdag må værnes".

I stedet for nye konstruktioner ville han hellere forbedre den i 1937 indførte eksamensfri mellemskole. Lige præcis på dette punkt blev folkeskolelærerne måske alligevel lidt skuffede, fordi der aldrig rigtig kom noget ud af bestræbelserne på at forbedre den eksamensfri mellemskole. En anden skoleform, som Hvidbjerg havde sympati for, var landsbyskolen. Den ville han gerne forbedre ved at øge mulighederne for, at dens elever kunne komme på realkursus. Han nåede dog ikke at få indført noget udvalg derom. Paradoksalt nok skyldes Hvidbjergs tendens til ikke at få reformer igennem, at Venstre et stykke hen ad vejen ikke delte Hvidbjergs skolesyn.

Der var faktisk en hel del kredse i Venstre der sympatiserede med enhedsskolen, og dette forhold lagde en dæmper på Hvidbjerg. Desuden var Hvidbjerg som den meget kloge akademiker og universitetsprofessor i politiske spørgsmål en ret uskyldig mand, der slet ikke havde sans for at drive et taktisk spil igennem.

En dansende voldtægtsforbryder
Hvidbjergs store resultater blev opnået på det kunstneriske og videnskabelige område, bl.a. fik han gennemført statens videnskabsfond l 1952. En lille, men bestemt ikke uvæsentlig uddannelsespolitisk foranstaltning var dog den tidligere regerings forslag om at oprette en særlig studiefond for dele af tipstjenestens årlige overskud. Forløberen for nutidens mægtige SU-system Statens Uddannelsesstøtte kom i juni 1952 under navnet Ungdommens Uddannelsesfond. Der blev stillet 1,5 mio. kr. årligt til rådighed til ubemidlede dygtige unge, der søgte uddannelse ved lærerskoler og fagskoler. Denne lov skulle få stor praktisk betydning.

Selv om det ikke vedrører undervisningsspørgsmål, kan det nævnes, at Hvidbjerg som så mange andre undervisningsministre ikke slap for en affære, og endnu engang var det på kulturens område. Det var det Kongelig Teaters balletmester Harald Lander, der i august 1951 blev sigtet for at have holdt hånden over, hvad der dengang blev opfattet som en dansende voldtægtsforbryder. Der blev nu ved den Kongelige Ballet indgivet klager for overtrædelser af kønsmoralen, og Lander valgte at forlade balletten. Hvidbjerg kom her til at stå midt i det politiske stormvejr.

Konservatisme afløst af Bomholts reformitis
Mens Hvidbjerg først og fremmest ville skabe ro omkring skolen, mente den nye socialdemokratiske undervisningsminister Julius Bomholt, der havde prøvet at sidde i en kort periode i 1950, at stort set alt skulle reformeres både på undervisnings- og kulturområdet. Senere har Kaarsted tørt bemærket, at mens kulturel vækst kunne ses som et nøgleord for Bomholts virke, havde han knap så stor forståelse for, at denne kræver en tilsvarende økonomisk vækst. Bomholt var 57 år, da han tiltrådte, og havde meget travlt. Det lykkedes for ham, at samle alle bestemmelser om forskellige former for undervisnings- og fritidsbeskæftigelse, som skulle tilbydes unge efter, at de havde forladt folkeskolen, i én lov. Den betød klarere statstilskudsregler, forbedret timelønninger og andre justeringer, alt i alt beløbende sig til knap l l/2 mio. kr. pr. år.

Bomholt forsøgte også at komme igennem med et obligatorisk 8. skoleår, men både Venstre og Det Radikale Venstre satte sig imod både af hensyn til landbrugsmedhjælperens arbejdskraft og af hensyn til Grundtvig. Også læreruddannelsen til folkeskolen fik et løft efter forslag fra en særlig seminariekommission. Den 4-årige uddannelse med en 1-årig præparandklasse bibeholdtes, men den særlige studenteruddannelse øgedes med et l/2 år, så den blev 3-årig,

Danmarks Pædagogiske Institut
Bomholts hjertebarn blev Danmarks Pædagogiske Institut. Allerede i sin korte ministertid i 1950 havde han nedsat et udvalg, der skulle komme med et forslag om oprettelsen af et sådant pædagogisk forskningsinstitut. Der var stor diskussion oml hvorvidt instituttet skulle henlægges til et af det to universiteter, men lærerorganisationerne og de storkøbenhavnske skolevæsener ønskede deres eget institut, hørende direkte under Undervisningsministeriet, og henlagt til Danmarks Lærerhøjskole. Og sådan blev det i første omgang. Danmark fik sit første sektorforskningsinstitut.

Bomholts mærkesag var en reform af hele skolevæsenet, først og fremmest folkeskolen. Han fremsatte endnu en gang forslag herom, men hverken skoleorganisationerne eller de politiske partier var parate, og han måtte med smerte erkende, at sagen måtte udsættes.

Jørgen Jørgensen gennemfører sin 2. store reform 1958
Da Jørgen Jørgensen herefter påny overtog undervisningsministerposten fra 1957 - 1961, kunne han på samme måde, som han i 1930erne havde overtaget et forslag fra den socialdemokratiske undervisningsminister Brobjerg, arbejde videre med Julius Bomholts forslag, og med forskellige ændringer lykkedes det at komme igennem med det. En af de store sager i Jørgen Jørgens anden undervisningsministerperiode var oprettelsen af nye seminarier. Der var i regeringen enighed om, at to, til nød til tre nye seminarier var passende. Men der opstod stridighed om beliggenheden. Det endte med, at både Holbæk, Herning og Aalborg fik nye seminarier.

Der var svære forhandlinger om den nye skoleordning. Det lykkedes Jørgen Jørgensen at bryde samarbejdet mellem gymnasieskolernes lærerforening, som stred for et 5-årig gymnasium og Danmarks Lærerforening, der ønskede en eller anden form for differentieret undervisning i 6. og 7. klasse. Den kom nu i form af, hvad man kaldte den milde deling. Den endelige ordning lå i øvrigt nær op ad Venstres forslag, idet den byggede på en 7-årig hovedskole med en overbygning i form af en 3-årig realskole, der efter yderligere to år kunne føre videre til et 3-årigt gymnasium. Engelsk blev obligatorisk fra det 6. år. Det 8. og 9. skoleår indførtes nok, men frivilligt. Hermed var mellemskolen og den særlige landsbyskoleordning væk. Loven var specielt en sejr for Venstre og De Radikale. Taberne blev De Konservative og gymnasielærernes organisation, som mistede to af deres mellemskoleklasser. Jørgen Jørgensen havde således kunnet udnytte den ideologiske uenighed mellem Venstre, der havde rod i bondebefolkningen og De Konservative, der bar præg af købstad og real- og latinskole.

De glade 60ere
Skolemanden, den radikale K. Helveg Petersen og socialdemokraten, cand. polit'en og højskolemanden K.B. Andersen havde det privilegium at være undervisningsministre i 1960erne, der var en periode præget af meget stor økonomisk vækst og stor vækst i de offentlige udgifter. I lovgivningsmæssig og investeringsmæssig henseende blev de også absolutte topscorere. Ungdomsuddannelser og videregående uddannelser nåede nu ud til ethvert hjørne af landet. Andre artikler i dette nummer af Uddannelse behandler denne periode indgående.

Onde Helge og ungdomsoprøret
Den radikale undervisningsminister i KVR-regeringen fra 1968-71 var cand. mag. og en af de radikales chefideologer. Han havde i en del år været gymnasierektor. Helge Larsen blev den, der først og fremmest fik ungdomsoprøret at føle. Årsagen var, at det politiske ungdomsoprør var stærkest blandt de studerende. Ungdomsoprørets steppebrand måtte naturligvis ramme Helge Larsen meget hårdt. TV's lørdagsserie Uha-Uha døbte undervisningsministeren "Onde Helge", og som Kaarsted bemærker det: "Det blev ganske uretfærdigt grebet af de studerende".

Tilhængerne af forslaget mente, at en principielt rigtig demokratisering af universiteterne havde forhindret kamp og ødelæggelser som i udlandet. Universitetsstyrelsesloven af 1970 kom i praksis kraftigt til at begrænse professorernes magt. Man kan roligt sige, at det var uretfærdigt, at Helge Larsen på den baggrund blev så upopulær blandt de studerende.

Helge Larsen var i øvrigt ikke kun ophavsmand til en for de studerende meget gunstig styrelseslov. Han fik også gennemført en betydelig forøgelse af Ungdommens Uddannelsesfond. Helge Larsen gik også stærkt ind for en fortsat udbygning af Odense Universitet og for oprettelsen af det nye universitet i Roskilde. Endvidere blev ved en folketingsbeslutning i maj 1969 undervisningspligten udvidet fra syv til ni år med et frivilligt supplerende 10. år. Beslutningen var enstemmig, men mange undlod at stemme eller blev borte. Mange af de traditionelle grundtvigianere i Venstre og Det Radikale Venstre var modstandere af udvidelsen.

Lighed, planlægning og økonomistyring
1970erne og 1980erne blev først og fremmest præget af, at der blev lagt kraftigt stigende vægt på planlægning af uddannelsessystemet. Der skete simpelthen en eksplosion i elevtallet både på erhvervsuddannelsesområdet, i gymnasiet og ikke mindst på de videregående uddannelsers område. For ministrene Knud Heinesen, Ritt Bjerregaard og Dorte Bennedsen blev det centralt at fremlægge store planer for, hvordan udviklingen kunne reguleres, så udgifterne ikke løb løbsk. Det var i den forbindelse nødvendigt med mange prognoser og fremskrivninger, og disse fik en stærkt stigende placering i ministeriets og ministrenes liv.

Under Ritt Bjerregaard indførtes den almindelige adgangsregulering eller såkaldte totaldimensionering for de videregående uddannelser. Hun kom også igennem med en EFG-lov. Ritt Bjerregård var også ophavsmand til den berømte U-90-plan, der som sit mål havde en virkeliggørelse af gamle socialdemokratiske mål om øget lighed i uddannelsessystemet.

Frihed og decentralisering Bertel Haarder
Ikke overraskende var det Bertel Haarder, der kom til at sidde 10 år som undervisningsminister - en meget stærk modstander af ideologien bag U-90. Bertel Haarders nøgleord var i stedet frihed, decentralisering og høj faglig kvalitet. Med hensyn til kvaliteten var der fortsat behov for central kontrol. Bertel Haarder arbejdede for friere optag, men var også tilhænger af fortsat styring af de meget udgiftskrævende uddannelser og de uddannelser, hvor beskæftigelsesudsigterne/praktikmulighederne ikke ansås for at være gode.

Bertel Haarder har efterfølgende anset gennemførelsen af internationale evalueringer specielt for folkeskolen (1991) for et af de bedste initiativer, han var med til at støtte. Også etableringen af et evalueringscenter for de videregående uddannelser (1992) var et af hans hjertebørn.

Ole Vig Jensen - Uddannelse til alle
Ole Vig Jensen, den 50. undervisningsminister, så nok i høj grad sig selv som den gamle Jørgen Jørgensens ideologiske arvtager. Mens Jørgen Jørgensen i hele sit 30-årige virke som undervisningsminister og politiker tilstræbte, at sønner og døtre af bønder og arbejdere skulle have bedre uddannelsesmuligheder, arbejdede Ole Vig også for at gennemføre en ambitiøs plan om uddannelse til alle, således at restgruppen efterhånden kunne fjernes helt.

Ved Ole Vigs tiltræden var det kun ca. 75%, der afsluttede en ungdomsuddannelse. Målet er at dette tal skal sættes helt op til 90-95% l år 2000. Et led i Ole Vigs politik om uddannelse til alle er også alle de lovforslag, som skal tilgodese de svage unge. Ole Vig blev også den minister, der måtte justere de ambitiøse planer om fuldstændig decentralisering. Han blev nødt til at foretage en vis opstramning af de økonomiske kontrolmekanismer, ikke mindst påvirket af den såkaldte Tvindsag.

Både under Bertel Haarder og Ole Vig er gennemført mange reformer. Bertel Haarder gennemførte en gymnasiereform, en erhvervsuddannelsesreform og en revision af universiteternes styrelseslov. Ole Vig er yderligere kommet igennem med en ny folkeskolelov og en ny læreruddannelseslov.

Hvem var de største?
Det vil altid være fristende og vel også i overensstemmelse med den tidsånd, der hersker ved 150-årsjubilæet kort før årtusindskiftet, at rangordne de mange ministre. Hvem fik flest love igennem? Hvem var sikrest i gennemførelse og administration af lovene? Hvem var mest populære i befolkningen? Hvem var bedst til at håndtere medierne, organisationerne på uddannelsesområdet? Og hvem var bedst til kommunikere med skolerne og deres elever og lærere? Men ministre kan også vurderes på deres evne til at holde fast ved synspunkter, selvom de ikke er populære og evnen til at gå imod tidens strøm.

Ikke mindst fordi Undervisningsministeriet i den grad har været et holdningsministerium med mange idealistiske ildsjæle på posten, føles det næsten forkert med den slags vurderinger. Måske også lidt uretfærdigt. Kravene til en minister har ændret sig kolossalt l de 150 år. Nogle fik meget kort tid at virke i og kunne slet ikke nå det, de ville. Og andre var måske blot heldige. De fik ministerposten på et tidspunkt, hvor samfundsændringer og forudgående kommissionbehandlinger mv. havde gjort tiden moden til reformer.

Før systemskiftet ragede Monrad, Hall og Scavenius op både på grund af ministerperiodernes længde og på grund af deres reformer og administrative evner.

Fra systemskiftet og indtil den revolutionerende ekspansion af de højere uddannelser satte ind fra 1960, var det ikke mindst J.C. Christensen og Jørgen Jørgensen, der ragede op. De var som nævnt udstyret med rige politisk/taktiske evner og havde begge gunstige udgangspunkter, fordi reformplaner havde ulmet længe. De hørte til lederkredsen inden for deres partier og havde en stærk politisk vilje. De gennemførte betydelige lovkomplekser med stor betydning for det danske samfund. Ingen af dem undgik politisk modgang. Denne knyttede sig dog ikke specielt til deres virke som undervisningsministre, men mere som politiske ledere. I.C. fik Albertiskandalen, og Jørgen Jørgensen blev mærket af kritikken af samarbejdspolitikken under besættelsen.

Begge viste dog format til imponerende comebacks.

Hvordan disse to stoute skikkelser ville have gjort sig i vores TV- og medietidsalder, kan man kun gisne om. Måske havde det ikke været samme succes. Hvis man udelukkende skal måle ministrene på, hvor mange love og reformer, de er kommet igennem med, hæver alle ministre efter 1960 sig højt op. Reformtempoet er hæsblæsende. Samtidig er medie- og pressebevågenhed blevet næsten overvældende.

Måske er det mest retfærdige at vurdere ministrene på styrken af deres uddannelsespolitiske holdninger og viljen til at føre dem igennem. Her vil udover de ovennævnte også de nyeste ministre formentlig komme til at stå ganske smukt, når historiens dom falder.

Undervisningsministre gennem 150 år.

Ditlev Gothard Monrad 22.3 1848 - 15.11 1848

Johan Nicolai Madvig 16.11 1848 - 7.12 1851

Peter Georg Bang (ad interim) 7.12 1851 - 3.6 1852

Carl Frederik Simony 3.6 1852 - 21.4 1853

Anders Sandøe Ørsted 21.4 1853 - 12.12 1854

Carl Christian Hall 12.12 1854 - 6.5 1859

Ditlev Gothard Monrad 6.5 1859 - 2.12 1859

Vilhem August Borgen 2.12 1859 - 24.2 1860

Ditlev Gothard Monrad 24.2 1860 - 31.12 1863

Christian Thorning Engelstoft 31.12 1863 - 11.7 1864

Eugenius Sophus Ernst Heltzen 11.7 1864 - 30.3 1865

Georg Joachim Quaade (fg.) 30.3 1865 - 7.4 1865

Cosmus Bræstrup 7.4 1865 - 6.11 1865

Christian Peter Theodor Rosenørn-Teilmann 6.11 1865 - 4.9 1867

Peter Christian Kjerkegaard 4.9 1867 - 6.3 1868

Christian Andreas Fonnesbech (ad interim) 6.3 l 868 - 15.3 1868

Aleth Sophus Hansen 15.3 1868 - 22.9 1869

Ernst Emil Rosenørn 22.9 1869 - 28.5 1870

Carl Christian Hall 28.5 1870 - 14.7 1874

Jens Jacob Asmussen Worsaae 14.7 1874 - 11.6 1875

Johan Christian Henrik Fischer 11.6 1875 - 24.8 1880

Jacob Frederik Scavenius 24.8 1880 - 6.7 1891

Johannes Magnus Valdemar Nellemann 6.7 1891 - 10.7 1891

August Hermann Ferdinand Carl Goos 10.7 1891 - 7.8 1894

Vilhelm Bardenfleth 7.8 1894 - 23.5 1897

Hans Valdemar Sthyr 23.5 1897 - 27.4 1900

Jens Jacobsen Kokholm Bjerre 27.4 1900 - 24.7 1901

Jens Christian Christensen 24.7 1901 - 14.1 1905

Enevold Sørensen 14.1 1905 - 28.10 1909

Michael Cosmus Bornemann Nielsen 28.10 1909 - 5.7 1910

Jacob Christian Lindberg Appel 5.7 1910 - 21.6 1913

Søren Keiser-Nielsen 21.6 1913 - 30.3 1920

Thorkild Rovsing 30.3 1920 - 5.4 1920

Peder Jørgen Pedersen 5.4 1920 - 5.5 1920

Jacob Christian Lindberg Appel 5.5 1920 - 23.4 1924

Nina Bang 23.4 1924 - 14.12 1926

Jens Byskov 14.12 1926 - 29.4 1929

Fr. Borbjerg 30.4 1929 - 4.11 1935

Jørgen D. Jørgensen 4.11 1935 - 9.11 1942

A.G. Højbjerg Christensen 9.11 1942 - 5.5 1945

A.M. Hansen 5.5 1945 - 7.11 i945

Mads Hartling 7.11 1945 - 13.11 1947

Hartvig Frisch 13.11 1947 - 11.2 1950

Julius Bomholt 11.2 1950 - 30.10 1950

Flemming Hvidbjerg 30.10 1950 - 30.9 1953

Julius Bomholt 30.9 1953 - 28.5 1953

Jørgen Jørgensen 28.5 1957 - 7.9 1961

K. Helveg Petersen 7.9 1961 - 26.9 1964

K. B. Andersen 26.9 1964 - 2.2 1968

Helge Larsen 2.2 1968 - 11.10 1971

Knud Heinesen 11.10 1971 - 27.9 1973

Ritt Bjerregård 27.9 1973 - 19.12 1973

Tove Nielsen 19.12 1973 - 13.2 1975

Ritt Bjerregaard 13.2 1975 - 22.12 1979

Dorte Bennedsen 5.1 1979 - 16.9 1982

Bertel Haarder 10.9 1982 - 25.1 1993

Ole Vig Jensen 25.1 1993 -